Lottovinder havde glemt kupon i lommen: Da han fandt den, var den millioner værd

En midtjysk mand spiller Lotto hver uge, men han havde glemt alt om sine kuponer. Da han tjekkede, fandt han en milliongevinst.

En heldig viborgenser er nu blevet to millioner kroner rigere.
En heldig viborgenser er nu blevet to millioner kroner rigere.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Lommeuld kan man ikke købe meget for. Men nogle gange kan man alligevel finde noget af værdi i sine lommer.

Sådan gik det også for en viborgenser, der fandt en lap papir til en værdi af to millioner kroner. 

Den midaldrende mand fortæller i en pressemeddelelse fra Danske Spil, at han hver uge spiller Lotto.

Men det var først, da nogle kollegaer snakkede om, at der var en vinder, som endnu ikke havde fået sin milliongevinst, at han tjekkede den kupon, som viste sig at være give jackpot.

Dobbelttjekkede tallene

I lommen fandt han en kupon til en værdi af 1.995.457 kroner. Han vandt nemlig tredjepræmien i Eurojackpot. Han tjekkede tallene to gange. Den var god nok - også anden gang.

- Det var først dér, jeg tænkte: ”Ja, jeg har sgu vundet!” Så blev jeg helt varm i kinderne, siger den viborgensiske vinder.

Pengene skal bruges på at betale lån til bil og hus, og så kommer der nok også lidt forkælelse til børnene, ligesom der bliver skruet ned for arbejdet.

- Det er jo helt fantastisk at have vundet, og jeg sov slet ikke den efterfølgende nat, fordi jeg lå og tænkte på, hvad pengene skal gå til, og hvad det kommer til at betyde for mig, siger vinderen.