London via Amsterdam, Mallorca og Frankfurt: Viborgfans lange vej til West Ham-kamp

Viborg FFs medrejsende fans til aftenens Conference League-kvalifikationskamp i London har måtte finde kreative omveje, efter et British Airways fly i morges blev aflyst.

Gode råd var dyre - og det blev rejsen for nogle Viborg FF-fans også - efter British Airways aflyste en afgang fra Billund til London onsdag aften.
Gode råd var dyre - og det blev rejsen for nogle Viborg FF-fans også - efter British Airways aflyste en afgang fra Billund til London onsdag aften.
Foto: Glenn Pedersen

Det har ikke været den letteste vej til London for Glenn Pedersen og de andre medrejsende VFF-fans, der måtte langt omkring for at finde vej til fodboldkamp i den engelske hovedstad.

Torsdag aften tørner domkirkebyens hold sammen med Premier League-holdet West Ham på London Stadium. 

- Det vigtigste er, at vi står her nu. Det har været vanvittig tur, når vi tænker tilbage på det, siger Glenn Pedersen. 

Den 34-årige fan har fulgt klubben fra barnsben og er med i en gruppe på fem, der onsdag tog  hjemmefra og  rejste mod London. 

Men allerede onsdag aften aflyste British Airways afgangen fra Billund, hvor mange af de 600 medrejsende fans skulle have været ombord. 

Ifølge Glenn Pedersen er det trods gedigen modstand lykkes cirka 600 VFF-fans at nå frem til London, hvor det går løs torsdag aften klokken 20:45, når de grønne skal forsøge at overraske mod Hammers på London Stadium.
Ifølge Glenn Pedersen er det trods gedigen modstand lykkes cirka 600 VFF-fans at nå frem til London, hvor det går løs torsdag aften klokken 20:45, når de grønne skal forsøge at overraske mod Hammers på London Stadium.
Foto: Glenn Pedersen

- Det var ikke på tale at vende om, siger Glenn Pedersen, selvom han erkender, at panikken så småt begyndte at melde sig hos de rejsende fans. Løsningen blev en overnatning på stengulvet i Billund Lufthavn, et morgenfly til Amsterdam og videre til London derfra.

- I værste fald havde vi også kørt. Men nu fandt vi flybilletter til Amsterdam, og så blev det den model, siger Glenn Pedersen. 

Glenn Pedersen fortæller, at andre fans, der skulle have været på samme aflyste afgang, ramte London via Mallorca, nogen via Hamborg og nogle via Frankfurt. 

- Det er en tur, vi vil huske i mange år. Det er klubbens største kamp nogensinde, og så skal jeg bare være der. Koste hvad det vil, siger Glenn Pedersen. 

-  Og så tager vi en bøvlet rejse med. Det ender jo med at blive en legendarisk tur, som vi vil huske i mange, mange år. Og tænk, hvis nu vi overrasker i aften, så er det det hele værd.