Lokalsamfund i chok efter drabssag: - Vi går alle sammen rundt i sorg

I disse dage står borgerne i Vejrumbro lidt tættere sammen end normalt, efter byen søndag mistede tre indbyggere.

2:38
En mor formodes at have dræbt sine to døtre og derefter sig selv.
Foto: TV MIDTVEST og TV 2

Søndag mistede Vejrumbro tre af sine knap 400 indbyggere, da en kvinde tog livet af sine to børn og sig selv. Og dødsfaldene har sendt rystelser gennem den lille by.

- Vi er jo dybt berørte, alle her i byen. Vi går jo alle sammen rundt i sorg. Vi ved jo ikke, hvordan det hele er foregået, men vi tænker jo alle sammen vores, desværre, siger Poul Kisum, der bor i Vejrumbro.

Søndag aften meldte Midt- og Vestjyllands Politi ud, at en 49-årig kvinde og hendes to børn på henholdsvis 11 og 14 år var fundet døde i deres hjem.

Den foreløbige efterforskning tyder på, at moren har dræbt sine to børn og efterfølgende sig selv.

- Vi tænkte, ”kan det lade sig gøre?”. Det er jo sjældent, man hører en kvinde dræbe sine egne børn. Så man er jo fuldstændig i chok. Det er svært, siger Poul Kisum.

Også næstformanden for borgerforeningen i Vejrumbro, Knud Erik Bødker, havde svært ved at tro det, da han hørte om nyheden.

- Vi fatter det simpelthen ikke. Nu sætter vi en flagallé op og gør det, vi kan, og andre gør, hvad de kan. Men det er jo ting, vi helst vil undgå i sådan en lille landsby, hvor vi alle kender hinanden, og selvfølgelig også kendte moren og pigerne, siger han.

Der er mange flage på halv i den lille by.
Der er mange flage på halv i den lille by.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Politi vil tage hånd om utryghed

Dagen derpå er det også tydeligt at mærke, at lokalsamfundet er påvirket, fortæller næstformanden for borgerforeningen i Vejrumbro, Knud Erik Bødker.

- Mit håb er, at vi kommer over det alle sammen, men det er lidt hårdt.

Midt- og Vestjyllands Politi har arrangeret et møde for pårørende og lokale, hvor de vil forsøge at besvare borgernes spørgsmål og mane eventuel utryghed til jorden. Men det er ikke ’underholdning for nysgerrige’, understreger politiet i pressemeddelelsen.

Viborg Kommunes børn- og ungedirektør samt Offerrådgivningen og to præster vil være til stede på mødet.

- Vores rolle bliver i første omgang at være der og bare vise, at vi er der, og at der er mulighed for samtale, hvis nogen har brug for det, både nu her rent akut, men også senere, fortæller Trine Munk Kristensen, som er bistandspræst i Vejrum Sogn og altså hjælper til, når der er brug for det.

- Det er ikke sjovt at være hverken pårørende, borger eller institution her i byen, men det er jo en del af kaldet, og det er derfor, vi er her. Selvfølgelig er vi det, siger hun.

Der er tændt lys i den lille by.
Der er tændt lys i den lille by.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Viborg Kommune samledes søndag aften og fik lavet et beredskab. Mandag morgen var Falcks krisehjælp samt kommunens egne psykologer og sundhedspleje kaldt ind for at vejlede personalet på de berørte skoler i at modtage børnene.

Derudover sender kommunen materiale ud til berørte forældre om krisehåndtering, oplyser Søren Aakjær, der er direktør for børn- og ungeafdelingen i Viborg Kommune.

Har du et tip?