Løvens Hule-profil i karantæne: "Så blev det min tur"

Mia Wagner fra DR-programmet Løvens Hule er sendt i coronakarantæne. Så nu sidder hun i et sommerhus med en kollega.

Mia Wagner fra DR-programmet Løvens Hule er sendt i coronakarantæne.
Mia Wagner fra DR-programmet Løvens Hule er sendt i coronakarantæne.

Den 41-årige koncerndirektør i Freeway-koncernen, Mia Wagner, er sendt i coronakarantæne af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det oplyser forretningskvinden fra Viborg, der er kendt i den brede befolkning som en af 'løverne' i 'Løvernes Hule' på DR på sin Instagram profil. 

'Så blev det min tur', indleder hun sin video-optagelse med.

- Hvis jeg ser en smule træt ud, er det fordi klokken er lidt over 23.00, og jeg er blevet ringet op af Styrelsen for Patientsikkerhed, der har bedt mig om at gå i karantæne i de næste 14 dage, fortæller Mia Wagner, men der på skærmen er billeder af tre 'thumbs up' og teksten: 'jeg har ingen symptomer'.

I dag er hun rykket i sommerhus ved Limfjorden sammen med en kollega, hvor TV MIDTVEST fanger hende på en telefon.  

- Jeg er jo i godt selskab sammen med Anne. Vi arbejder tæt sammen og af samme grund er vi jo også begge blevet eksponeret. Vi skal både passe vores arbejde herfra, og vi skal også hygge os, siger Mia Wagner. 

Fik opkald fredag 

Mia Wagner fik den venlige, men bestemte opfordring til at gå i karantæne fra Styrelsen for Patientsikkerhed fredag. 

- I onsdags havde vi en hel formiddag, hvor vi mødtes med nogle ledende medarbejdere fra en større virksomhed her i Danmark. Og en af de medarbejdere som sad tæt på mig, og vi spiste også frokost sammen, han er efterfølgende testet positivt for corona. Det fik jeg at vide fredag, siger Mia Wagner. 

2:57
Freeway-direktør Mia Wagner er nu blandt de 458 danskere, der er i karantæne i forbindelse med COVID-19.

Nu holder hun så øje med om der skulle opstå symptomer på virussen hos hende selv. 

- Jeg er ikke det fjerneste bekymret for mit eget helbred, så så længe jeg kan bidrage til at ingen andre får det, så er jeg ikke bekymret. Det er mere det her med at skulle passe på, at dem man holder af ikke bliver udsat, siger Mia Wagner. 

Må ikke se sine døtre

Karantænen rammer dog alligevel familien. Ikke mindst Mia Wagners to døtre, der er meget kede af, at de ikke kan få deres mor at se de næste 14 dage. 

- Det bliver da træls, som man siger. Det er meget sjældent vi er så lang tid væk fra hinanden, så det er jeg ked af at skulle og mest bekymret for hvordan de kommer til at håndtere det. Men de er omgivet af kærlige mennesker. De er sammen med mine forældre lige nu, og så kommer deres far, og så ved jeg jo, at de er i gode hænder, siger Mia Wagner. 

Arbejder videre fra sommerhuset

Men trods karantæne, så skal der stadig noget fra hånden. 

- Længe leve internettet. Det skal nok gå. Vi kan holde videomøder, og jeg har en god chance for at nå i bund med min mailboks, så det gælder om at få det bedste ud af det, siger Mia Wagner og slutter med en lille opfordring til os alle. 

- Hvis man skulle sige noget vigtigt, så er det jo at hele Danmark skal passe på, at vi ikke går i hysteri. Vi må gøre hvad vi kan for at leve et almindeligt liv, også med hensyn til vores økonomi. Alt må ikke gå i stå, det er ikke sundt, slutter Wagner fra sommerhuset ved Limfjorden. 

10:32
TV MIDTVEST lavede sidste år et større portræt af Mia Wagner og hendes oplevelser med stress.