Lejlighed indsmurt i blod

En 22-årig mand blev stukket og blødte voldsomt, da en sammenkomst i en lejlighed i Viborg udviklede sig dramatisk i weekenden.

Udrykning-naer050712.jpg

Det var et ganske makabert syn, som mødte politiet, da de lørdag nat kom ud til en lejlighed på Bellisvej i Viborg.

 - Der er blod på gulvet, væggene og flere møbler, fortæller vicepolitikommissær Poul Østergaard fra politiet i Viborg.

Blodet stammede fra en 22-årig grønlænder, som var blevet stukket i armen.

Kan ikke forklare, hvad der skete

Politiet i Viborg blev tilkaldt klokken 01:20. Fire grønlændere, tre mænd og en kvinde, opholdt sig i lejligheden, og de havde ifølge politiet drukket tæt.

 - Vi har afhørt alle fire personer, som var i lejligheden. Men der er ikke nogen af dem, der har kunnet forklare os, hvorfor det udviklede sig voldeligt, siger Poul Østergaard.

To personer blev kørt til skadestuen. De er begge udskrevet igen.

Politiet sendte en hundepatrulje ud i villakvarteret omkring Bellisvej.

 - Det var ganske enkelt for at finde ud af, om der lå nogen personer, som havde været involveret i slagsmålet.

Betragter sagen som afsluttet

Der er ikke nogen, som vil blive sigtet efter episoden i lejligheden.

 - Vi har ikke kunne afdække, hvad der er sket i lejligheden. Så med mindre der dukker noget nyt op, så betragter vi sagen som afsluttet, fortæller Poul Østergaard.

De fire grønlændere er mellem 22 og 46 år.