Leif og Elsebeth fikser defekte dimser: - Folk bliver så glade

Frivillige reparerer brugte ting, så de kan genbruges i stedet for at blive smidt væk og erstattet af nyt. Konceptet hedder Repair Café.

Du kender det måske. Din gamle græsslåmaskine eller dit glattejern er gået i stykker, og det nemmeste er at smide det ud og købe nyt. 

Men før du gør det, kan du spare lidt på både pengepungen og miljøet.

I 16 reparationscaféer sidder frivillige nemlig klar til at fikse dine brugte dimser, så de får nyt liv.

- Det er sjovt at se folk, der kommer med deres yndlingsbluse, som er gået stykker, og de er så trætte af det. Så får vi den god igen, og folk bliver så glade. Det giver god energi, og det er meget nyttigt og fornuftigt, siger Elsebeth Greve, der er en af de frivillige i Viborgs Repair Café.

Her i landsdelen er der indtil videre Repair Caféer i Viborg, Holstebro og Silkeborg, og i Viborg er det blevet en stor succes.

- Vi har nok at gøre. Nogle gange må vi tage ting med hjem og reparere eller bede folk om at komme igen næste gang, hvis vi ikke kan nå det, siger Elsebeth Greve.

I Repair Caféen bliver der fikset alt fra græsslåmaskiner og radioer til bamser og bluser.

Det gør ondt at se bamsen gå i stykker, men heldigvis kan den laves igen. 
Det gør ondt at se bamsen gå i stykker, men heldigvis kan den laves igen. 
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

I miljøets navn

Konceptet med Repair Caféerne kom til Danmark i 2013. Formålet er at reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling.

- Vi skal spare på jordens ressourcer. Godt nok er det en lille del af klimaindsatsen, men det gør, at vi kan genbruge nogle flere ressourcer i stedet for at købe og smide ud. Så vi kan blive bedre til at købe de rigtige ting, som kan holde længere., siger Kirsten Hindbo, der er forperson for Bæredygtig Viborg.

Caféerne har typisk åbent en dag i måneden i tre timer, hvor man altså bare kommer forbi med en ting, som har brug for en kærlig reparationshånd for at fungere igen.

- Jeg har selv haft en radioforretning i 37 år, så jeg har arbejdet med sådan noget her hver dag. Det er mit DNA, så jeg vil meget gerne hjælpe, og ingen går kede af det herfra, siger Leif Folke, der også er en af de frivillige.

Repair Café

Gammel græsslåmaskine fikset

På biblioteket i Viborg, hvor caféen holder til, er "kunderne" vilde med konceptet.

- Det er spild af ressourcer, når man bare smider sine ting væk og skal ud og købe nyt hver gang. Det er måske lidt mere bøvlet at få det repareret, men det her er en rigtig god ide, siger Morten Bech fra Viborg.

quoteDet er spild af ressourcer, når man bare smider sine ting væk og skal ud og købe nyt hver gang.

Morten Bech, Viborg

Han havde taget en gammel plæneklipper med, som "fikseren" Leif gav nyt liv.

- Jeg har haft den stående i en kælder i et par år efterhånden og tænkte, at den måske kunne repareres. Den kunne godt starte, men gik i stå, når den fik modstand. Leif vidste lidt om, hvad der kunne være galt med den, så det var fint, siger Morten Bech.

Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad de frivillige kan fikse. De reparerer dog ikke mobiltelefoner, computere og iPads.

 

Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Miljø.