Lastbilchauffør død efter at have ramt højspændingsledning

OPDATERET: Efter en tragisk ulykke nord for Karup er en 57-årig lastbilchauffør fra Djursland død. Han kørte ind i en højspændingsledning.

Den lastbilchauffør, der søndag eftermiddag påkørte en højspændingsledning mellem Karup og Viborg, er død.

- Han blev konstateret død i forbindelse med genoplivningsarbejdet, forklarer vagtchef Bjarne Askholm fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Manden - en 57-årig fra Djursland - blev efterfølgende kørt til Regionshospitalet i Viborg, hvor pårørende skulle identificere ham.

Var i gang med at læsse af

Ulykken skete, da chaufføren var i gang med at læsse kartoffelpulp - der er et restprodukt, som i landbruget bruges til foder - af på en mark på Firehusevej nord for Karup. Her ramte lastbilen en højspændingsledning, som satte ild i lastbilen, der efterfølgende stort set udbrændte.

- Et ligsyn skal klarlægge den nærmere dødsårsag, men umiddelbart er det elektricitet. Højspændingsledningen havde 60.000 volt i sig, siger vagtchefen.

 

 


Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien 112.