OPDATERING
Klokken 11:30 - Afspærringen er ophævet, og der er nu igen fri passage på strækningen, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.
En lastbil er natten til onsdag væltet på Skivevej tæt på Møldrup nord for Viborg. Derfor er vejen lige nu spærret mellem Løgstørvej i vest og hovedvej 13 i øst.
Det oplyser Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.
Uheldet skete kort før klokken 03:00 på grund af isglatte veje i området, og lastbilen ligger lige nu på tværs af begge vejebaner. Der bliver den liggende, indtil de fjerkræ, den kørte med, er fjernet.
- Nogle af dem er overlevet, og de skal flyttes over i en anden lastbil, inden den væltede lastbil kan blive rejst op og kørt væk, siger vagtchef Lars Even.
Ifølge TV 2 Nords oplysninger er der tale om i alt 7.000 kyllinger, der var på vej til slagteriet.
- Der står hjemmeværnsfolk i begge ender af afspærringen på Skivevej, som guider trafikken videre, siger vagtchefen.
Ingen personer kom til skade ved uheldet.