Lange udsigter til Hærvejsmotorvejen - Viborg må gå andre veje

Nye beregninger fra Transportministeriet viser, at Hærvejsmotorvejen ikke er en så god forretning, som man først antog.

I mange år har borgere, erhvervsdrivende og politikere sukket efter en motorvej, der løber ned gennem Jylland forbi Viborg. Der har i flere omgange været fremlagt tal, som har argumenteret for, at Hærvejsmotorvejen vil være en god ting.

I dag har Transportministeriet offentliggjort den seneste undersøgelse af, hvor god en idé en ny midtjysk motorvej er, og her er tallene nedslående. Især motorvejsstykket syd for Viborg vil være en økonomisk dårlig forretning, og derfor står den ikke øverst på regeringens ønskeliste.

quoteJeg skyder aldrig nogen hvid pil efter Hærvejsmotorvejen.

Ulrik Wilbek, borgmester, Viborg Kommune

Det er de kede af i Viborg Kommune. Her vil man nu lægge kræfterne andre steder.

- Vi har virkelig udfordringer med infrastrukturen til og fra Viborg Kommune, og derfor kigger vi så nu på det, vi tror, er mest muligt i denne regeringsperiode, siger Ulrik Wilbek (V), der er borgmester i Viborg Kommune.  

I Viborg vil man derfor nu arbejde på at forbedre hovedvej 26. Her er ønsket at få en firesporet strækning. Det betyder dog ikke, at hærvejsmotorvejen er lagt fuldstændig i graven.

- Jeg skyder aldrig nogen hvid pil efter Hærvejsmotorvejen, for jeg kommer altid til at kæmpe for den. Men lige nu må jeg også bare erkende, at det er bedst, at vi i Viborg Kommune prioriterer at få A26 opgraderet, så vi i hvert fald har noget vej at køre på, siger Ulrik Wilbek.  

En træls 13'er

JP Group fra Viborg, som leverer autodele, sender omkring 10.000 lastbiler syd på om året. 

quoteHvis vi lægger alle æg i en kurv og siger motorvej eller ingenting, så tror jeg, vi bliver de store tabere.

Martin Pedersen, administrerende direktør, JP Group

- Vi skal ned af den trælse 13'er, siger administrerende direktør i JP Group, Martin Pedersen.

Hans lastbiler kører dagligt mange hundrevis af kilometer på rute 13, hvor der meget ofte er trængsel. Derfor har han længe ønsket, at Hærvejsmotorvejen blev en realitet. Dog føler han sig ikke slået ud af dagens rapport. 

- Hvis vi lægger alle æg i en kurv og siger motorvej eller ingenting, så tror jeg, vi bliver de store tabere, for så bliver vi for alvor lukket fuldstændig inde, siger Martin Pedersen.

Derfor håber han ligesom borgmester Ulrik Wilbek på, at der for alvor bliver sat skub i planerne om at forbedre strækningen mellem Viborg og Århus.

- Meget af det indgående trafik til Viborg kommer fra Århus med skibe fra fjernøsten og skal herind. Så en bedre trafikal mulighed vil være rigtig godt. Det betyder også, at vi kan tiltrække bedre og højtuddannet arbejdskraft, siger Martin Pedersen.

Der har været snak om en Hærvejsmotorvej i mere end to årtier. Transportministeriets rapport er seneste skridt på vejen.