Langballes immunitet ophævet

Folketinget har nu banet vejen for en racisme-sag mod Dansk Folkepartis Jesper Langballe.

Jesper Langballe.jpg

Folketinget besluttede onsdag at ophæve Jesper Langballes immunitet.

Dermed er vejen banet for en retssag mod Dansk Folkepartis folketingsmedlem fra Vestjyllands Storkreds. Det er rigsadvokaten, der har ønsket at sigte Langballe for at overtræde straffelovens racismeparagraf. 

Baggrunden er Langballes udtaleser om muslimske fædre i forlængelsen af en debat, som blev startet af formanden for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard:

Langballes udtalelse lød sådan:

"Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab)- og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt".

Jesper Langballe stemte selv for ophævelsen af sin immunitet - men resten af Dansk Folkeparti stemte blankt.

- At en folketingsmand, som nyder en ganske særlig beskyttelse, og som forventes at have holdninger og give udtryk for dem, skal slæbes i retten, er en skændsel for det frie folkestyre, sagde Langballes partifælle Søren Espersen.