Landsholdsspillere sender Viborg alene til tops i ligaen

Kristina Jørgensen og Line Haugsted førte an, da Viborg tog førstepladsen med sejr hjemme over Nykøbing F.

Kristina Jørgensen scorede ni gange for Viborg i sejren over Nykøbing F. (arkivfoto)
Kristina Jørgensen scorede ni gange for Viborg i sejren over Nykøbing F. (arkivfoto)
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix


Viborg HK er alene i spidsen for Bambusa Kvindeligaen. Det blev en kendsgerning, da holdet fra domkirkebyen på hjemmebane vandt med 31-29 over Nykøbing Falster Håndboldklub.

Med sejren rykkede Viborg op på 28 point for 16 kampe foran Team Esbjerg og Odense Håndbold, der begge har 26 point for 15 kampe.

Nykøbing F. var længe med i kampen, men i de sidste ti minutter satte Viborg sagerne på plads.

Landsholdsspillerne Kristina Jørgensen og Line Haugsted førte an for Viborg, da de scorede henholdsvis ni og otte mål for hjemmeholdet.

Det meste af første halvleg var en meget lige affære, og Nykøbing prøvede en enkelt gang at være foran med to mål, nemlig ved stillingen 12-10.

Viborg sluttede dog bedst af og kunne gå til pause med en føring på 16-13.

Flere gange i anden halvleg førte Viborg med fire mål, men gæsterne var ikke nemme at hægte helt af, og der var lagt op til en spændende slutfase, da Dione Housheer med ti minutter tilbage reducerede til 25-26.

Derfra var Viborg dog bedst. Der var reelt tale om en afgørelse på kampen, da Ida-Marie Dahl med to et halvt minut tilbage scorede til 30-26.

Nykøbing, der ligger på syvendepladsen med 17 point, fik dog pyntet på facit i de sidste minutter.