Landsholdsfløj forlænger med Viborg HK

Maria Fisker Stokholm har forlænget med Viborg HK, så kontrakten er gældende frem til sommeren 2023.

Maria Fisker har været Viborg-spiller ad flere omgange. Senest kom hun tilbage til klubben i 2019 efter tre år i Randers HK. Arkivfoto.
Maria Fisker har været Viborg-spiller ad flere omgange. Senest kom hun tilbage til klubben i 2019 efter tre år i Randers HK. Arkivfoto.
Foto: sportxpress/Ritzau Scanpix

Den rutinerede fløjspiller Maria Fisker Stokholm har forlænget sin kontrakt med Viborg HK, så den nu strækker sig indtil sommeren 2023.

Dermed har landsholdsspilleren fået lagt yderligere to år på sin kontrakt.

Det vækker glæde hos Viborg-træner Jakob Vestergaard.

- Det er jo ingen hemmelighed, at Fisker er en hamrende dygtig venstre fløj, og i mine øjne Danmarks bedste på positionen. Hun har et internationalt højt niveau, og jeg betragter hende også blandt verdens bedste, så selvfølgelig skal hun blive i Viborg HK, siger Vestergaard.

- Hun har en meget stærk mentalitet både på og uden for banen, og man er ikke i tvivl om, hvad der skal til for at skabe resultater, når man er på hold med Fisker. På en god måde kan hun trække holdet i retning mod en god præstation.

Maria Fisker har været Viborg-spiller ad flere omgange. Senest kom hun tilbage til klubben i 2019 efter tre år i Randers HK.

- Det er altid sjovt at vinde, og Viborg HK er en hjerteklub for mig. Hvis jeg kan få lov at vinde mere med Viborg HK, så vil jeg vildt gerne det. Da jeg fik tilbuddet om at komme tilbage sidste år, var jeg ikke i tvivl.

- Jeg tror på det her hold, og at det så er lige så fedt at være på holdet, som det var at se dem udefra, det er bare virkelig dejligt, lyder det fra Maria Fisker.

Hun er blandt Jesper Jensens udvalgte, når landsholdet i starten af oktober spiller Golden League i Danmark. Dermed kan hun få comeback på landsholdet, som hun har repræsenteret i 96 kampe.