Landsforrædere blev henrettet efter krigen – nu skal historien fortælles på udstilling

Viborg Museum vil fortælle historien om det danske retsopgør. 16 personer, der blev dømt for landsforræderi, blev skudt i midtjysk plantage.

1:36
Museumschef Brian Wiborg - se et indslags om museets planer her.

Alle spor er for længst slettede, men Undallslund Plantage nordvest for Viborg spillede en vigtig og dyster rolle i det danske retsopgør efter anden verdenskrig.

16 danskere, der var dømt for landsforræderi, blev henrettet i plantagen, og den historie er ifølge Viborg Museum så vigtig, at museet nu planlægger en stor udstilling om den midtjyske rolle i retsopgøret.

- Det giver et unikt indblik i, hvordan en retsstat fungerer, og hvordan en retsstat kan reagere, når den kommer under pres, siger museumschef Brian Wiborg.

De 16 landsforrædere blev henrettet ved skydning. Henrettelserne fandt sted fra 1946 til 1949 - den sidste blev skudt den 12. juli 1949. Og selv om det nu er 70 år siden, er problemstillingen stadig aktuel, mener Brian Wiborg.

- Vi lever også i dag i turbulente tider, hvor retsstaten kan komme under pres. Vi har terror og syrienskrigere og så videre. Og der har vi brug for at lære af historien, hvor vigtigt det er at have en solid og fast retsstat, siger han.

Den sidste henrettelse i Undallslund fandt sted den 12. juli 1949. 
Den sidste henrettelse i Undallslund fandt sted den 12. juli 1949. 
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Udstillingen om retsopgøret skal efter planen stå klar, når Viborg Museum i 2021 slår dørene op i de lokaler, der tidligere husede Vestre Landsret. Og det var netop Vestre Landsret, der afsagde dødsdommene over de 16 danskere.

Museumschefen håber, at udstillingen kan komme på finansloven og har derfor søgt Folketingets kulturudvalg om 10 millioner kroner til formålet.

- Vi synes, at det her stykke historie er så væsentligt, at staten skal være med til at finansiere det, siger han.

Og formålet med udstillingen er klart.

- Vi håber, at rigtig mange danskere får indblik i, hvad der foregik efter anden verdenskrig. Vi håber også, at folk lader sig engagere i det væsentlige spørgsmål - hvad er retfærdighed? De skal tage stilling til de her utroligt svære etiske overvejelser, der er forbundet med retsopgøret, siger Brian Wiborg.