Landdistrikter råber lokalpolitikerne op

Kommunalvalget nærmer sig, og det udnytter flere lokalråd til at markere sig over for byrådskandidaterne.

Blandt andet i Viborg Kommune kommer landdistrikterne til at fylde en del i den kommende valgkamp
Blandt andet i Viborg Kommune kommer landdistrikterne til at fylde en del i den kommende valgkamp

Kommunalvalget venter rundt om hjørnet. Med valget følger også muligheden for at råbe lokalpolitikerne op.

Den mulighed griber flere lokalråd nu, så landdistrikterne kan komme på dagsordenen i kommunerne.

I landsbyen Hovborg i Vejen Kommune føler de sig lidt glemt i forhold til de større byer i kommunen. Sådan lyder det fra medlem af Hovborg Lokalråd Kirsten Bruun.

- Den kollektive trafik er nærmest ikkeeksisterende. Hele børneområdet bliver også nedprioriteret. Vores skole er blevet nedlagt, fortæller hun.

Derfor har lokalrådet travlt i disse måneder op til kommunalvalget, hvor de mødes med byrådsmedlemmer for at gøre opmærksom på problemerne i håbet om, at de efter valget vil prioritere landdistrikterne højere.

I Viborg Kommune har landdistrikterne også taget fat i lokalpolitikerne. Viborg Landsbysammenslutning afholdte i september et vælgermøde, hvor landsbyerne var på dagsordenen.

Formand Lone Kastberg mener, at Viborg faktisk har godt fat i landdistrikterne, men at politikerne skal huske at prioritere dem.

- Man har den tilgang, at hvis der skal ske noget i Viborg, så skal man da have det. Når man kommer uden for byskiltene, så skal man først se, om det nu er nødvendigt, siger hun.

Robert Demeny stiller op til kommunalvalget i Viborg for Enhedslisten. Han bakker i sin valgkampagne op om, at landdistrikterne skal prioriteres.

- Det skulle gerne være til at bo alle steder, hvad enten man bor inde i Viborg eller i oplandet, siger han.

Det giver mening, at lokalpolitikere sætter fokus på pressede landdistrikter i deres valgkampagne. Det siger Roger Buch, der er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og forsker i kommunalvalg.

- Der har været en kraftig stigning i affolkningen af landdistrikterne over de seneste ti år. Det hænger primært sammen med kommunalreformen og den økonomiske krise, siger han og fortsætter:

- I lyset af at der sker meget negativt i de her områder, så er det ikke spor overraskende, at der er nogle politikere, der prøver at sætte fokus på det i valgkampen.

3:32
Et af landsdelens første vælgermøder op til kommunalvalget handlede om landsbyerne i Viborg Kommune.