Læselyst på skoleskemaet: Stor succes for Viborgs 'læseklasser'

Danske skoleelevers læseevner er aldrig blevet målt til at være så dårlige som nu, viser international undersøgelse. Men i Viborg har et læsekoncept fået sat fuld gang i læsningen.

2:38
I Viborg har de måske knækket koden, så flere børn får lyst til at læse.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

- Det sjove er, når man læser, så begynder man at kunne lide bogen lidt mere og så til sidst, kan man ikke lade vær med at læse, siger 11-årige Rosa med et grin.

Rosa Tatiana fra 4 klasse på Karup Skole, er helt vild med at læse.

Hendes skole er én af dem, der har været med i Viborg Bibliotekernes læseklasse-koncept. Formålet var ganske enkelt, at få børnenes øjne op for, hvor fedt det kan være at gribe ud efter en bog.

Det er langt fra alle børn, der er glade for at læse, viser en international læseundersøgelse, der kaldes PirlsX.

Næsten 25 procent af de danske elever i 4. klasse kan i dag hverken fortolke, læse mellem linjerne eller læse kildekritisk, konkluderer undersøgelsen.

Men i Viborg er de knap så bekymrede, for med læseklasser-konceptet er der noget, der tyder på, Viborg Kommune har knækket læsekoden.

Der bliver læst på livet løs i 4.A på Karup Skole.
Der bliver læst på livet løs i 4.A på Karup Skole.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Konkurrencer og tur på biblioteket

Én stjerne for 20 minutters læsning, to for 30, og hele tre stjerner for at læse i 40 minutter. Det var noget af det, 11-årige Rosa syntes, var det sjoveste ved at være en læseklasse.

- Konkurrencen var virkelig sjov, men da konkurrencen sluttede blev jeg egentlig ved med at læse, siger hun. 

For klassekammeraten Alexander Bilyayev var det besøgene på det lokale bibliotek, der hittede.

- Jeg synes, det var rimelig sjovt, for så skulle vi på biblioteket og låne bøger. Det sjoveste var, at få at vide, hvad bøger handlede om, og hvor gode de var, siger han. 

Alexander fra 4 klasse på Karup Skole, kan især godt lide at læse fodboldbøger.
Alexander fra 4 klasse på Karup Skole, kan især godt lide at læse fodboldbøger.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

En vigtig del af konceptet var den tilknyttede bibliotekformidler, der gennem forløbet besøgte klassen, sendt videohilsner og lært børnene at kende.  

- Vores bibliotekformidler tager ud og spørger, hvad synes de er sjovt at læse, og tager de genre med ud, så børnene føler sig set, hørt og involveret, siger Lise Markussen, der er afdelingsleder for Viborg Bibliotekerne.

Der blev bippet bøger ind af de yngste læsere som aldrig før. Antallet af børnelåner er steget med 220 procent siden projektets begyndelse. 

Udover de mange nye børnelånere der er kommet til, er responsen fra læserne det vigtigste succeskriterie, forklarer Lise Markussen.   

- Vi måler også ud fra det børnene siger og den glæde, vi møder, når de siger 'det er så fedt, du kommer med bøger, der passer lige til os'.

Lise Markussen er glad for de mange nye børnelånere, der er kommet til.
Lise Markussen er glad for de mange nye børnelånere, der er kommet til.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Samme begejstring oplever skolelederen på Karup Skole, når hun møder børnene på gangene. 

- Den tilbagemelding vi har fået fra både børn og lærer er, at de har været rigtig glade for det, og det har givet børn mere lyst til at læse, siger hun. 

Forsætte i stor stil 

Og læseeventyret i Viborg får lov at forsætte - endda med endnu flere midler. 

Fra næste skoleår får Viborg Kommune også støtte fra staten i forsøget på at øge læselysten. Det vækker politisk glæde. 

- Jeg ser et stort potentiale. Vi har via den lokale indsats kunnet se en øget læselyst. Der kommer mange flere børn på vores biblioteker, og det er på alle 10 biblioteker i Viborg Kommune, siger Katrine Fusager Rohde (V) der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune.

Formanden for Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune er glad for de ekstra midler, så indsatsen kan styrkes yderligere.
Formanden for Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune er glad for de ekstra midler, så indsatsen kan styrkes yderligere.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Også på bibliotekerne er de glade for at få anerkendt konceptet. 

- Jeg synes det er fantastisk, at vi i Viborg Kommune kan bidrage med at knække koden til, hvordan vi får børn til at læse. Det en lang indsats, som vi skal blive ved med og sætte resurser af til, siger Lise Markussen.

Viborg er én af i 17 danske kommuner, som de kommende år sætter fokus på læselysten. I det Midt- og Vestjyske har også Silkeborg og Ikast-Brande fået midler til at blive indsatskommuner.