Kvindelandsholdet træner i Midtjylland inden EM-kvalifikationskamp

41 scoringer og et rent net i deres egen ende - kvindelandsholdet har haft en overlegen start på EM-kvalifikationerne, og snart venter endnu en kamp.

Kvindelandsholdet er indtil videre gået ubesejrede gennem EM-kvalifikationerne med en imponerende målscore på hele 41-0.

De er i disse dage på jysk muld i Viborg, hvor de skal spilles sammen, inden de på onsdag tager imod Israel i den ottende EM-kvalifikationskamp, og det er altså noget, der falder i god jord hos verdens dyreste kvindefodboldspiller.

- Det er dejligt at være hjemme i Danmark igen. Og hjemme i Jylland, siger Perniller Harder.

Mandag kunne de gå på banen til første fællestræning inden kampen mod Israel

- Jeg synes, at Israel har været det hold, vi har haft mest modstand fra, så det kommer til at blive forholdsvis svært, tror jeg, siger fodboldstjernen.

Pernille Harder bliver ikke den eneste midtjyde, der på onsdag trækker i den rød-hvide trøje. Også 20-årige Janni Thomsen fra Kjellerup er med i den danske trup.

quoteDer var mange, der sagde ”jamen Janni, du skal da på landsholdet”, men det var bare noget, man sagde, men nu står man her i dag, og det er sgu vildt.

Janni Thomsen, fodboldspiller

- Det har sgu altid været fedt at komme ind på Viborg Stadion og spille, og nu er det landskamp, der står på spil, og det bliver simpelthen så stort, siger Janni Thomsen til TV MIDTVEST.

Og det er faktisk noget, der altid har været en fodbolddrøm for spilleren.

- Der var mange, der sagde ”jamen Janni, du skal da på landsholdet”, men det var bare noget, man sagde, men nu står man her i dag, og det er sgu vildt, siger den 20-årige landsholdsspiller.

For Pernille Harder er landsholdet stadig spændende, men det er ikke det eneste, der fylder i fodboldkarrieren.

For spilleren fra Tulstrup har de seneste måneder nemlig budt på et klubskifte.

- Jeg har haft et fantastisk kapitel i Wolfsburg, men det var tid til noget nyt, så nu er det et nyt kapitel i min fodboldkarriere, og det bliver bare utroligt spændende, siger hun.

Og selvom den målfarlige angriber nu slår sine folder på de engelske baner, så er der nu stadig noget særligt over at komme hjem.

- Vi har en dejlig og en god følelse, når vi spiller på Viborg Stadion, og den kommer vi selvfølgelig også til at have på onsdag, men selvfølgelig er det noget andet, når vi ikke har en masse tilskuere på lægterne. Dem savner vi bare utrolig meget, siger Pernille Harder.