Kvindelandsholdet fejres i Viborg mandag

Det bliver ikke Københavns rådhusplads men Viborg Rådhus, der danner rammen om den første fejring af det danske kvindelandshold på mandag.

Nadia Nadim
Foto: Scanpix / Henning Bagger

Når det danske kvindelandshold på mandag vender hjem fra EM i Holland med enten guld- eller sølvmedaljer om halsen, bliver det Viborg Rådhus, der danner rammen om den officielle fejring af landsholdets bedrifter. Det skriver kommunen på deres hjemmeside. 

Viborg Kommune, der i juni lavede en fireårig aftale med DBU om at være hjemmebane for kvindelandsholdet, inviterer i samarbejde med DBU til fejring på rådhuset kl. 13.00, hvis flyveplanen hjem fra Holland holder stik. Her bliver kvindelandsholdet efter planen fejret i en times tid, inden de igen begiver sig mod Midtjyllands Lufthavn. 

For hvis kvinderne vinder guld, vil de også blive inviteret på pandekager og fejring på rådhuspladsen. Efter fejringen i Viborg tager spillerne nemlig et fly til København, hvor endnu en hyldest venter, så hovedstadens fodboldfans også kan få lov til at sige tillykke.

Og det glæder kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer, at der er så stor interesse for at markere kvindernes resultater:

- Dobbelt op på fejring. Mindre kunne vel næsten heller ikke gøre det med den præstation og alt det spillerne har gjort.  Ikke alene i form af sportslige resultater. Men også for anerkendelsen af hele kvindefodbolden, siger han i en pressemeddelelse.
 
De præcise tidspunkter for ankomst og fejring er endnu ikke endelig fastlagt og vil blive meldt ud efter finalen. Søndag aften vil DBU således kunne melde præcise steder, tidspunkter ud.

Alle borgere, der har lyst til at møde op og fejre landsholdet, er ifølge Viborg Kommune velkomne på rådhuset. Man kan også holde sig opdateret med den præcise tidsplan for fejringen på Viborg Kommunes hjemmeside

1:15