Kvæstet i højresvingsulykke

En 62-årig mand blev mandag alvorligt kvæstet i en højresvingsulykke i Viborg. Manden er dog uden for livsfare.

trafikulykke001.jpg

Den 62-årige mand blev påkørt af en lastbil, da han skulle svinge til højre i krydset mellem Kirkebækvej og Indre Ringvej i Viborg. Vidner på stedet har forklaret politiet, at cyklisten kom kørende på fortovet, og at lastbilchaufføren derfor ikke så ham. Den ældre mand blev stabiliseret på stedet og efterfølgende blev han kørt på Viborg Sygehus med politieskorte. Cyklisten blev trukket op mod 25 meter under lastbilen, inden chaufføren opdagede, at han havde påkørt cyklisten.

- Chaufføren har forklaret, at han mærker et bump. Han kigger i sine spejle, men han kan ikke se noget. Så han fortsætter yderligere nogle meter, indtil nogle vidner råber og biler dytter ad ham. Han stopper, og finder først der ud af, at han har påkørt cyklisten, siger politikommissær ved Midt - og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch, til TV/MIDT-VEST.

Sidste melding lyder på, at den 62-årige har været på operationsbordet, men at han er uden for livsfare.