Kunne ikke trække vejret - opdagede brand i sit hus

En mand fra Bjerringbro vågnede natten til fredag op med vejrtræningsproblem. Heldigvis, for der var ild i hans stue.

Sådan ser taget ud dagen derpå.
Sådan ser taget ud dagen derpå.
Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

En mand på Kaj Munks Vej i Bjerringbro vågnede natten til fredag op, fordi han havde vejrtrækningsproblemer. Heldigvis, kan man sige, for det reddede sandsynligvis hans liv. Det oplyser politiassistent Morten Panduro fra Lokalpolitiet i Viborg til TV MIDTVEST.

Kl. 3 vågnede den 43-årige mand op. Da han kom til sig selv, fandt han ud af, at der var brand i stuen. Han fik reddet sig ud af huset og kom over til en nabo. Heldigt at han vågnede, lyder det fra politiet.

- Det må man sige. Han blev kørt til skadestuen og tilset. Han har fået lidt røgforgiftning, siger Morten Panduro.

Politiets teknikere laver fredag formiddag tekniske undersøgelser i huset, hvor noget af inventaret udbrændte, inden brandfolkene fik slukket ilden.