Kronvildt tonsede over vej: - Det var ligesom i en westernfilm

Morten Balle fik sig en på opleveren, da han fangede en stor flok kronhjorte spurte over en vej lidt udenfor Viborg.

Selvom søndagens jagttur var uden succes for Morten Balle, fik han sig alligevel noget af et særsyn på vejen hjem. 

Mellem Bruunshåb og Vinkel, lidt uden for Viborg, så fritidsjægeren nemlig en stor flok kronvildt løbe over vejen.

- Jeg så ud på marken, og det var ligesom en westernfilm med John Wayne, hvor man ser en støvsky langt væk. Med min kikkert kunne jeg spotte, at det var kronvildt, der kom tonsende over en bakke. Det virkede meget voldsomt, og så var det bare med at kaste kareten ind til siden, fortæller Morten Balle om sin oplevelse, som du kan se øverst i artiklen.

quoteDet virkede meget voldsomt, og så var det bare med at kaste kareten ind til siden.

Morten Balle, jæger

Jægeren fra Viborg kørte ind til siden og tog sin telefon frem for at filme den store flok kronvildt. Efter hans eget udsagn var han cirka 40 meter fra de spurtende kronhjorte, og Morten Balle var ærgerlig over, at de var kommet forbi ham og jagtkammeraterne tidligere på dagen.

 - Jeg tænkte, at det var en skam, at de ikke var kommet om formiddagen, da jeg sad med riflen. Spøg til side - det var et fedt syn, og naturen er på mange måder forunderlig. Til sidst i videoen kan man se, at rapsmarken ligger halvvejs ude på vejen.

En sjælden oplevelse af et normalt fænomen

For Morten Balle og jagtkammeraterne var det en stor oplevelse at se kronvildtet folde sig ud i fuld fart.

- Jeg havde aldrig set det før, og de kammerater, der var med, havde heller ikke set det før. Jeg tror på, at det også er relativt sjældent.

Jægeren tager ikke helt fejl. Ifølge vildtkonsulenten fra Naturstyrelsen i Vestjylland, Jens Henrik Jakobsen, så er en stor folk af kronhjorte ikke sjældent, men det er ikke mange mennesker, der oplever det.

quoteDet var ligesom en westernfilm med John Wayne, hvor man ser en støvsky langt væk.

Morten Balle, jæger

De samler sig ofte i flok, og det fungerer som en forsvarsmekanisme mod trusler.

- Det er ikke usædvanligt, at kronhjorte færdes i store flokke. Det er et fænomen, at de finder tryghed i fællesskab. Når det er sagt, er det ikke tit, at de krydser en asfaltvej og bliver fanget på kamera. Det er et imponerende syn, og det kan virke voldsomt, fortæller Jens Henrik Jakobsen.

Vildtkonsulenten oplyser også, at Morten Balle har været heldig med at se kronvildtet på de kanter, fordi de som regel færdes længere vestpå.

Fritidsjægeren havde ikke selv held med jagten den dag, og noget kunne tyde på, at andre jægere heller ikke havde held i bøssen. Kronvildtet har formentlig været på flugt fra jægere.

- De er blevet bange for et eller andet. Det kan være, at der har været jagt på dem. De er kommet ud på åbent land, hvor føler sig knap så trygge, og så løber de stærkt. Jeg vil sige, at det ikke er normalt at opleve det her, men det er heller ikke usædvanligt for kronvildt, siger vildtkonsulenten fra Naturstyrelsen.


Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Natur.