Kronprinsen kigger forbi landsdelen

Både den danske og den norske kronprins indvier i marts et nyt søkabel mellem Norge og Danmark - fra hver sin side.

071113_Kronprins_Frederik.jpg

Når Tjele til marts indvier en helt ny elforbindelse mellem Danmark og Norge, bliver det med royalt aftryk. Kronprins Frederik vil stå for indvielsen, og han bliver flankeret af sin norske pendant - på video.

En storskærm med direkte signal mellem Kristiansand i Norge og Tjele i Danmark sikrer nemlig, at begge kronprinser synkront kan indvi den nye forbindelse d. 12. marts.

Det er norske Statnett og danske Energinet.dk, der på den måde markerer åbningen af et nyt søkabel mellem Norge og Danmark og to nye højspændingsledninger, der er koblet sammen med forbindelsen. Søkablet krydser Skagerrak, mens den nye højspændingsforbindelse løber fra Tjele til Kassø i Sønderjylland.

- Det er store og vigtige projekter for fremtidens nordiske elsystem, og de bidrager til mere udveksling af vedvarende energi. Vi sætter stor pris på, at kongehusene i Norge og Danmark ønsker at deltage i markeringen af, at disse projekter sættes i drift, siger bestyrelsesformand i Statnett Kolbjørn Almlid.

Til sammen udgør den nye og opgraderede højspændingsforbindelse en strækning på cirka 600 kilometer fra Sønderjylland i Danmark til Grenlandsområdet i Norge. Forbindelsen bidrager til bedre forsyningssikkerhed i de to lande og gør det muligt at sende mere strøm mellem landene og dermed bedre udnytte vedvarende energi.

- Projekterne giver samlet set en betragteligt bidrag til forsyningssikkerhed og udbygning af vedvarende energi i begge lande, og vi ser frem til at markere det eftertrykkeligt med et fælles arrangement med kongelig deltagelse, siger bestyrelsesformand i Energinet.dk Niels Fog.

Kronprins Haakon af Norge står klar på Festningsplassen i Kristiansand, mens Kronprins Frederik af Danmark har saksen klar ved snoren på Station Tjele ved Viborg.