Kristina måler pollen i Viborg – mikroskopet fjernstyres fra København

Kristina Holm-Hagen måler hver dag pollenværdier på Viborg Sygehus.
Kristina Holm-Hagen måler hver dag pollenværdier på Viborg Sygehus.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Daglige målinger fra syvende sal på Viborg Sygehus bekræfter det, som mange allerede kan mærke: Der er pollen i luften tidligere end forventet.

Faktisk er det den tidligste pollensæson i 13 år. Allerede den 22. januar begyndte man at måle dagligt. Sidste år var det 12. februar. Året før 13. marts. Og for tre år siden 28. februar.

Hende, der sørger for, at disse målinger bliver taget, hedder Kristina Holm-Hagen, og hun nyder at gøre en forskel.

- Der er mange, der har brug for pollentallene, så de ved, om de skal tage medicin. Jeg synes, det er dejligt at kunne hjælpe på den måde

Kristina samler, København måler

Til at måle pollentallene bruger Kristina Holm-Hagen en pollenfælde, der sidder på taget af syvende etage på sygehuset i Viborg.

Her er et stykke glas blevet penslet, så pollenet kan sætte sig fast. Når det har gjort det, tager Kristina Holm-Hagen glasset og sætter det under et mikroskop. Og derefter holder hun fingrene væk.

For det er nemlig et hold pollentællere fra København, der fjernstyrer mikroskopet og dermed måler pollentallet.

Usædvanlig tidligt

Der er målt pollental i Danmark i 40 år, så at det allerede fra 22. januar var tid til at måle hver dag, kalder leder af pollentællingen hos Astma-Allergi Danmark, Karen Rasmussen, for usædvanligt tidligt.

- Normalt starter det først midt i februar, siger hun og fortæller herefter, hvilken slags pollen der kigges efter nu:

- Det, vi kigger efter nu, er især el og hassel, som er de arter, som blomstrer tidligst, og som kan give gener for folk, der har allergi overfor den slags pollen.

Den generelle tendens for pollen er, at de kommer tidligere på sæsonen, og at der er flere i luften, slår Karen Rasmussen fast.

Idag var pollentallene fra Viborg dog ret små. Hassel lå på tre, mens el var på seks.

2:28
Den milde vinter betyder ekstrem tidlig risiko for høfeber og astma hos pollenallergikerne.