Kristian Jensen: Apple fik ikke særbehandling

Udenrigsminister Kristian Jensen slår i et svar til Thomas Danielsen nu fast, at den danske regering ikke har ydet Apple særbehandling i forbindelse med placeringen af datacenteret i Viborg.

applelogoweb.1.jpg

Den danske regering har ikke ydet særlig behandling eller givet fordele til den amerikanske tech-gigant Apple. Det slår udenrigsminister Kristian Jensen nu fast i et svar til partikollegaen Thomas Danielsen. 

Thomas Danielsen er blandt de politikere, der havde svært ved at gennemskue den tidligere regerings håndtering af sagen om det store Apple datacenter, der blev placeret i Foulum ved Viborg.

- Har man været inde og lave særaftaler? Har man tilgodeset nogle aktører i det her, som man normalt ikke tilgodeser?Det er klart, hvis man står som virksomhed og ser på at Apple kan få nogle fordele, som man selv har ønsket og kæmpet for i mange år, jamen så er det forskelsbehandling, og det er jo selvfølgeligt ikke hensigtsmæssigt, sagde Thomas Danielsen i septmeber.

Kategorisk afvisning 

Undervejs i sagens forløb har både den tidligere handelsminister Mogens Jensen og Viborgs borgmester Thorsten Nielsen afvist, at der skulle være givet fordele til Apple, men Thomas Danielsen fandt det alligevel nødvendigt at stille spørgsmålet til den nye udenrigsminister, partikollegaen Kristian Jensen. 

- Jeg vil gerne understrege, at der ikke blev lavet særregler eller givet særlige fordele til Apple. Apple vil være underlagt gældende lovgivning på lige vilkår med alle andre virksomheder, skriver Kristian Jensen i et skriftligt svar til kollegaen.