Kraftig brand i Viborg - flere beboere er genhuset

Det var formentlig rygning i sengen, der var årsagen til branden. Alle beboere kom ud i god behold.

Flere gader er spærret af, så brandvæsnet kan komme til at bekæmpe branden.
Flere gader er spærret af, så brandvæsnet kan komme til at bekæmpe branden.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

En større brand hærgede torsdag morgen en ejendom i det indre Viborg.

Ejendommen, som ligger på hjørnet af St. Sct. Hans Gade og Ll. Sct. Hans Gade, var ifølge politiet overtændt, og brandvæsnet brugte flere timer på at bekæmpe flammerne.

Alle beboere kom ud i god behold, og syv personer blev blevet genhuset andre steder.

- En af beboerne fik det lidt dårligt, da han kom ud. Han blev kørt til tjek på sygehuset, men er udskrevet igen, fortæller vagtchef Ole Vanghøj ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Alarmen lød klokken 03.06 via 112. 

- En kvinde ringede og fortalte, at hun var vågnet ved, at der var ild i lejligheden. Hun måtte erkende, at hun nok havde røget i sengen, og det er formentlig årsag til branden. Det skal dog undersøges nærmere, når branden engang er slukket, siger Ole Vanghøj.

Lokalpolitiet i Viborg oplyser torsdag formiddag, at kvinden nu er sigtet for overtrædelse af beredskabsloven. 

Politiet oplyser, at Midtjysk Brand & Redning fra Viborg fik assistance fra kollegerne i Silkeborg og Beredskabsstyrelsen i Herning. 

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad er ejendommen, der ejes af Bach Gruppen, flere hundrede år gammel og erklæret bevaringsværdig. 

- Vi håber, at man prioriteter at genopføre den, så den markerer sig på samme måde, som den hidtil har gjort. Bevaringsklasse 3 er en meget høj værdi, og bygningen har nogle meget fine detaljer, siger teamleder Lars Agersnap fra Viborg Museum til folkebladet.

Flere af gaderne omkring ejendommen var afspærret på  grund af slukningsarbejdet. 

Ejendommen ligger på hjørnet af Ll. Sct. Hans Gade og St. Sct. Hans Gade.