Konservativ politiker dropper byrådet i Viborg

Endnu engang er der uro blandt de konservative politikere i Viborg. Samina Shah trækker sig fra byrådet.

1500814shah.jpg

De konservative laver endnu en udskiftning i byrådet i Viborg. Samina Shah har pludselig valgt at stoppe, og hun afløses i stedet af Peter Juhl Stadsbjerg. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Lige som med partifællen Søren Pape Poulsen er det opgaver uden for Viborg, der trækker. Men for Samina Shah er grunden knap så politisk orienteret, som Søren Pape Poulsens.

- Jeg har mødt manden i mit liv i Århus. Jeg har brugt sommeren til at tænke over afstanden mellem Århus og Viborg. Men, når man er så forelsket, som vi er, har man ikke lyst til at bo hver for sig, siger hun til Viborg Stifts Folkeblad.

- Det har været en utrolig svær beslutning, da min kærlighed til Viborg er meget stor. Jeg har været meget glad for mit arbejde i byrådet, hvor jeg har været med til at tænke visionære tanker for kommunen. Jeg kommer til at savne alle mine spændende samarbejdspartnere enormt, fortsætter hun.

Samina Shah forlader dermed sin byrådsplads, sit næstformandsskab i Ældre- og Sundhedsudvalget og sit medlemskab af Kultur- og Fritidsudvalget. Ved seneste kommunalvalg i november fik hun 148 personlige stemmer.

Både hende og den afgående borgmester Søren Pape Poulsen stopper officielt d. 3. september. Dermed er der kun fire ud af de seks konservative politikere tilbage, som blev valgt ind til kommunalvalget i november.