Kørt ned i fodgængerfelt: 81-årig kvinde i kritisk tilstand efter færdselsuheld

Det var sandsynligvis uopmærksomhed, der førte til, at en ældre kvinde tirsdag blev kørt ned i et fodgængerfelt.

En ældre kvinde fra Viborg ligger på intensivafdelingen efter et alvorligt færdselsuheld.

Tirsdag eftermiddag kort efter klokken 14 blev den 81-årige kvinde kørt ned i fodgængerfeltet mellem sygehuset og Klinikhuset på den meget trafikerede Ll. Sct. Mikkels Gade midt i Viborg.

Hun blev ramt af en personbil, der kom kørende i sydlig retning og tilsyneladende overså kvinden, da han skulle forbi fodgængerfeltet.

Bag rattet sad en mand på 69 år, der ligesom kvinden kommer fra Viborg. Han er blevet sigtet for en grov vigepligtsforseelse.

Indlagt på intensiv

Ifølge lokalpolitiet i Viborg ligger den 81-årige kvinde lige nu på intensivafdelingen. På grund af hendes høje alder er hun kommet slemt til skade i ulykken, og hendes tilstand bliver beskrevet som stabil, men kritisk.

Hun bliver sandsynligvis flyttet til sygehuset i Skejby i løbet af onsdagen.

Fodgængerfeltet på netop Ll. Sct. Mikkels Gade har tidligere fået kritik for at være et farligt sted at færdes, og i 2017 skete der to alvorlige ulykker i løbet af få måneder. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Efterfølgende lovede Per Christensen, der er kommunens chef for Trafik og Veje, over for Viborg Stifts Folkeblad, at der i løbet af det følgende år ville blive kigget på alle fodgængerfelter i kommunen.

Hvorvidt det eftersyn fandt sted, og om det førte til nogen ændringer, melder mediet ikke noget om.

Uheldet skete ud for Ll. Sct. Mikkels Gade 8: