Kniv, maskering og pyroteknik: 13 sigtet efter "årets" kamp
13 personer blev noteret for i alt 16 sigtelser, efter FC Midtjylland fredag vandt duellen om en plads i europæisk fodbold imod rivalerne fra Viborg FF.
Efter "årets" kamp hvor FC Midtjylland vandt duellen om en plads i europæisk fodbold imod rivalerne fra Viborg FF, har politiet haft travlt med sigtelser.
13 personer blev noteret for i alt 16 sigtelser, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Olesen.
- Der var seks sigtelser mod personer, der havde medbragt fyrværkeri, og så blev nogen sigtet for at være maskerede, en havde taget en kniv med, og en blev sigtet for at snakke grimt, fortæller vagtchefen.
Under kampen blev der kastet kanonslag på banen, og den ene eksploderede tæt på FC Midtjyllands målmand Jonas Lössl.
Ifølge vagtchefen var det en 39-årig mand, der kastede kanonslagene, og han blev lørdag middag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Herning.
Anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi Flemming Hother oplyser efter grundlovsforhøret, at den 39-årige er løsladt.
- Jeg gætter dog på, at der kommer en straffesag, og jeg vil skyde på, det bliver en fængselsstraf på omkring 60 dage. Men om det bliver betinget eller ubetinget, ved jeg heller ikke, siger anklageren.
Den 39-årige er nu sigtet for at have kastet to kanonslag ind på banen mod FC Midtjylland-målmanden Jonas Lössl.
Ifølge Christian Toftemark, der var leder af politiets indsats i forbindelse med kampen, var det ikke alt pyroteknik, politiet fik beslaglagt.