Klamme kryb vælter frem: Få ekspertens bedste råd mod dem

Skægkræ har de senere år invaderet midt- og vestjyske hjem. Men der er flere ting, man selv kan gøre.

0:31
Få de bedste råd mod de trælse dyr her.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Skadedyrsbekæmper Rasmus Ransborg var meget tidligt oppe i morges. Han skulle nå fire kunder i løbet af fredag formiddag, som alle skulle have hjælp til at bekæmpe skægkræ i deres hjem.

- Det er bare eksploderet helt vildt. De bliver fragtet rundt med post og pakker, forklarer han til TV MIDTVEST.

Skægkræ er små insekter på et par centimeter, der de senere år har bredt sig i mange danske hjem. De kan blive op til syv år gamle - og i den tid kan de lægge omkring 150 æg.

- Vi har dem på institutioner og alle mulige steder lige nu. Og så får folk dem med hjem, fortæller Rasmus Ransborg, som er indehaver af Ransborgs Multiservice ved Spøttrup.

Rasmus Ransborg.
Rasmus Ransborg.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

Aktive i mørket

Skægkræ spiser blandt andet papir, træ, stof, mel og tørre madvarer. Udover at de dermed ødelægger ting, kan de også være meget generende for mennesker, om natten. For det er i mørket, at skægkræene er aktive. De bryder sig ikke om lys.

- Vi er kommet ud til børn, der har fået angst af, at de (skægkræene, red.) kravler på dem om natten, fortæller Rasmus Ransborg.

- Jeg har lige været ude hos en kunde i dag, som ikke kunne sove for dem om natten.

Skægkræene kommer ifølge Rasmus Ransborg især ind i hjemmet via pakker, man har bestilt på nettet. Derfor er det en god idé at åbne sine pakker udenfor og lade papkassen blive der.

Forskellige fælder

Har man først fået skadedyrene indenfor, kan man i første omgang begynde med at sætte limfælder op.

En melfælde kan også være en idé. Her tager man et højt syltetøjsglas, lægger mel i bunden og beklæder siderne af glasset med gaffatape, så skægkræet kan kravle op ad glasset. Når det er faldet ned til melet, kan det ikke komme op igen.

Grundig støvsugning langs gulvsprækker og paneler kan også fange nogle af de små kræ, fortæller skadedyrsbekæmperen. Især, hvis man gør det om natten. Men gør man det, er det vigtigt at lægge støvsugerposen i en lukket pose og smide i skraldespanden. Ellers kravler de ud igen.

Limfælde.
Limfælde.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST