Kasper Kvist fra HCM til Viborg HK

Den 23-årige fløjspiller Kasper Kvist skifter fra 1. divisionsklubben HC Midtjylland til ligaklubben Viborg HK. Her har han fået en toårig kontrakt.

120618KasperKvist.jpg

Kasper Kvist er kendt for at være en særdeles effektiv målscorer.

Da HC Midtjylland i sæsonen 2010-2011 spillede i Herreligaen, scorede han ikke mindre end 140 mål, hvilket gav ham en tredjeplads på topscorerlisten.

I den forgangne sæson har han scoret 136 gange for den midtjyske klub i 1. division.

Viborg HK har store forventninger til flere mål fra fløjspilleren:

- Kasper Kvist er en eksplosiv spiller med en god afslutningsteknik, som ikke mindst kommer lynhurtigt af sted i kontrafasen. Vi fik en del mål på den konto i sidste sæson, fordi vores forsvar stod rigtig godt, og det har været et stort ønske at kunne bevare den spidskompetence, siger Susanne Munk Wilbek, sportschef for Viborg HK.

Styr på tingene

Kasper Kvist ser frem til sine nye udfordringer i Viborg:

- Jeg glæder mig meget til at komme til en topprofessionel klub, hvor der er styr på tingene på og udenfor banen. Det bliver spændende at spille ligahåndbold igen og blive presset godt i den daglige træning. Holdet ser rigtig fornuftigt ud med mange stærke og unge spillere, siger han.

Kasper Kvist starter i Viborg HK den 1. juli.