Kartoflerne vælter frem i Midt- og Vestjylland

Kartoffelavlere har nok at se til, men det er altså ikke fordi, at vi spiser flere kartofler ved middagsbordet.

2:55
Kartoflens stivelse bliver brugt i hundredevis af produkter, og der kommer hele tiden nye til.
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

Ost, vingummi, kager og fiskekonserves.

Produkter, man nok ikke lige umiddelbart forbinder med kartofler.

Men de er alligevel årsagen til, at flere kartoffelavlere får mere og mere at se til.

For når kartoffelavlerne trækker flere af de brune knolde op af mulden, så er det fordi, at de skal bruge kartoflernes stivelse, der blandt andet bruges i de førnævnte produkter.

Og når der skal bruges mere kartoffelstivelse, er det rigtig godt nyt for de midt- og vestjyske landmænd. For jorden her i landsdelen egner sig i virkeligheden mange steder allerbedst til kartofler.

Håber på økonomisk gevinst

- Jeg bliver glad, når jeg kigger ud over en mark, der er i blomst og gror, lyder det fra en tilfreds Søren Søndergaard, der kigger ud over sin kartoffelmark i Viborg.

Han er ny som kartoffelavler. Og han er ikke den eneste. De seneste fem år er der kommet cirka 14 procent flere landmænd med i statistikken over kartoffelavlere.

Kartoffelavler Søren Søndergård fra Viborg har nok at se til i øjeblikket.
Kartoffelavler Søren Søndergård fra Viborg har nok at se til i øjeblikket.
Foto: Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST

- Jeg synes ligesom, at der trængte til noget fornyelse, og så er det en god ting at få kartofler ind i vores sædskifte. Det er vi rigtig glade for, og så at der forhåbentligt en økonomisk gevinst ved det, siger Søren Søndergaard fra Viborg.

Den økonomiske gevinst kommer, når stivelsen bliver trukket ud af kartoflerne. Den del står andelsvirksomheder som kartoffelmelscentralen KMC for.

- Verdensmarkedet stiger to til tre procent om året. Og det kan jo ikke retfærdiggøre den stigning, vi har her. Men det har jo nok noget at gøre med, at kartoflerne bliver dyrket i de områder, hvor de gror bedst, lyder det fra Christian Feder, der er konsulent ved KMC.

Søren Søndergaard er i gange med sit første år og har lige nu 17 hektar med kartofler.

- Vi købte nogle rettigheder til levering i 2020 ud til den nye kartoffelmelsfabrik i Karup, siger Søren Søndergaard fra Viborg.

Til næste år fordobler han arealet med kartofter. Og i 2021 vil omkring 45 hektar være beplantet med kartofler.  

Og det er faktisk ikke kun fødevarer, man bruger kartoffelstivelse til. Det kan for eksempel også bruges i limproduktion, til papir og til fremstilling af enzymer og gær.