Kandidattest overraskede både to nye og en garvet vælger

Både nye og en garvet vælger blev overrasket over resultatet, efter de havde taget kandidattesten.

Jakob Gammelgaard er en af dem, der i dag tog kandidattesten på tvmidtvest.dk.
Jakob Gammelgaard er en af dem, der i dag tog kandidattesten på tvmidtvest.dk.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskrev tirsdag valg, og det betyder, at mange nu skal svare på det store - og ofte meget besværlige – spørgsmål: Hvor skal krydset sættes?

Det spørgsmål skal mere end en kvart million unge svare på den 5. juni, når de for første gang skal til et folketingsvalg.

- Jeg har tænkt lidt over det, men jeg er ikke kommet frem til noget svar endnu, siger Jakob Gammelgaard, der er 18 år gammel og går på HTX i Viborg.

Men der er heldigvis er svar på det problem, som Jakob og mange andre på hans alder står over for.

Kandidattest

Derfor gav TV MIDTVEST Jakob Gammelgaard og hans medstuderende Nicole Hedegaard på 20 år muligheden for at tage den kandidattest, der ligger på tvmidtvest.dk.

Og her blev svaret anderledes, end de havde forventet. For begge var mest enige med kandidater fra Liberal Alliance.

- Jeg havde regnet med, at der måske var noget mere med miljø. Ovre mod det røde, siger Jakob Gammelgaard.

Men værktøjet er godt, mener Nicole Hedegaard, selvom den gav hende et resultat, hun ikke havde regnet med.

- Jeg synes da, det er meget rart. For man kan se konkret, hvem man er enig i, siger hun.

Garvet vælger også overrasket

Det er ikke kun unge, der kan tage testen og blive overrasket over resultatet.

Uddannelseslederen på Mercantec i Viborg, Nis Schroll, har stemt ved talrige valg. Men alligevel var han overrasket over det resultat, han fik af kandidattesten.

- I hvert fald med den første kandidat, der springer frem. Det havde jeg ikke lige set komme, siger han.

Testen viste, at han var mest enig med en kristendemokrat.

- Han repræsenterer et parti, som jeg slet ikke har inde i mine overvejelser. Så på den måde overrasker det mig meget, siger Nis Schroll.

Du kan selv tage kandidattesten via linket herunder.

2:25
SE INDSLAG: Der er hjælp at hente for dem, der ikke rigtigt ved, hvor krydses skal sættes. Og til dem der tør tage testen i det hele taget. For resultatet kan overraske.