Kalv døde af røgforgiftning under gårdbrand i Fjends

Politiet mener, at branden kan være opstået omkring et fastbrændselsfyr.

brandpix
Foto: Jeanette Torndahl Madsen, TV MIDTVEST

En kalv døde af røgforgiftning, da der natten til søndag udbrød brand på en gård på Vester Børstingvej syd for Kjeldbjerg i Fjends.

Der blev slået alarm klokken 03.19, og den ene længe var helt overtændt, da brandfolkene fra Midtjysk Brand & Redning nåede frem.

- Ejeren havde selv reddet fem køer ud fra stalden, og der var ingen personer i fare ved branden, fortæller indsatsleder Lars Erik Leth.

Det lykkedes hurtigt brandfolkene at få styr på ilden, så den ikke bredte sig til de andre længer. Alligevel tog slukningsarbejdet flere timer, fordi der var en del halm på loftet i den brændende bygning. 

- Vi sluttede indsatsen ved ottetiden i morges, fortæller Lars Erik Leth. 

Midt- og Vestjyllands Politi har en teori om, at branden kan være opstået omkring et fastbrændselsfyr.