Jakob Vestergaard: Et granatchok

Den tidligere mestertræner er dybt rystet og overrasket over fyresedlen i Aalborg Håndbold.

Materiale_fra_NORD.01.new.03.jpg

Blot fem runder inde i den nye håndboldsæson blev Jakob Vestergaard i dag præsenteret for en fyreseddel. Og det var en melding, den tidligere mestertræner i Viborg HK, ikke var forberedt på:

- Det er et kæmpe chok for mig. Meldingen kom flyvende som en granat ud af det blå, og jeg er meget rystet og overrasket. Når jeg kigger i bakspejlet er der ingenting, jeg ville have gjort anderledes. Jeg har været tro mod min egen håndboldfilosofi, og selvfølgelig ærgrer det mig, at jeg ikke får lov til at fortsætte det job, jeg havde gang i, siger Jakob Vestergaard til TV/MIDT-VEST.

I flere år stod Jakob Vestergaard i spidsen for Viborgs kvinder og høstede den ene triumf efter den anden med de grønblusede. Dukkerten i det nordjyske har ikke fået Jakob Vestergaard til at miste modet.

- Sæsonen er jo ikke ret gammel, og jeg kan da håbe på, at der dukker et eller andet job op til mig. Jeg vil stadig gerne være herretræner, men jeg synes også, at det kunne være interessant at være dametræner. Så nu må vi se. Jeg er meget åben over for det meste og håber da, at jeg skal være håndboldtræner igen, siger Jakob Vestergaard.

Aalborg Håndbold tabte fredag aften i herreligaen til Viborg og efter fem runder har nordjyderne seks points.