Ibi-Pippi frygter, at Højesterets dom kan påvirke fremtidige transkønnede indsatte

Højesteret har tirsdag besluttet, at en 63-årig, der er født som mand, men som har foretaget et juridisk kønsskifte, skal afsone i mandefængsel.

ibi-pippi
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Provokunstneren Ibi-Pippi Orup Hedegaard frygter, at Højesterets afgørelse om en transkønnet indsats afsoning i et mandefængsel kan have betydning for andre transpersoner i lignende situationer. Højesteret afgjorde tirsdag, at en 63-årig transkønnet kvinde, som ikke har gennemgået en kønsskifteoperation, skal afsone i en mandeafdeling.

Ibi-Pippi Orup Hedegaard, som selv har skiftet juridisk køn til kvinde og står overfor en fængselsstraf for hærværk mod et kunstværk på Museum Jorn, håber, at denne sag ikke vil påvirke hendes egen situation.

- Det er vanvittigt, hvis det her kommer til at danne præcedens, siger hun. 

Håb om individuel vurdering

Selvom Ibi-Pippi Orup Hedegaard er nervøs for Højesterets afgørelse, påpeger hun samtidig de markante forskelle mellem hendes egen sag og den 63-åriges situation. Hvor Ibi-Pippi Orup Hedegaard er dømt for hærværk og har fået en tidsbestemt straf, afsoner den 63-årige en forvaringsdom – en tidsubestemt straf for særligt farlig kriminalitet, herunder voldtægt og forsøg på voldtægt begået i 1980'erne.

Ibi-Pippi Orup Hedegaard understreger, at det er afgørende, at retssystemet skelner mellem personfarlig kriminalitet og mindre alvorlige forbrydelser.

- Man kan ikke sidestille hærværk med personfarlig kriminalitet. Den 63-årige anses jo som farlig for sine omgivelser, siger hun. 

Et juridisk kønsskifte og dets konsekvenser

Ibi-Pippi Orup Hedegaard fik godkendt et juridisk kønsskifte til kvinde i 2015 og spørgsmålet om, hvorvidt hun skal afsone i et kvinde- eller mandefængsel, har endnu ikke fundet sin afgørelse. 

Ifølge Højesteret er det den biologiske frem for det juridiske køn, der er afgørende for, hvor og hvordan en transkønnet person skal afsone sin straf.