Hvidvasklov giver 'voldsom administrativ belastning' hos galleriejere

Den nye lov betyder, at kunstkøbere skal oplyse navn, adresse, CPR-nummer og billede-ID, når der købes kunst for mere end 50.000 kroner.

Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Navn, adresse, CPR-nummer og billede-ID er ikke typisk noget, man forbinder med kunsthandel. Men sådan bliver det fremover.

Den nye hvidvasklov betyder nemlig, at kunstkøbere skal oplyse netop navn, adresse, CPR-nummer og billede-ID, hvis de skal købe kunst, der koster mere end 50.000 kroner.

Læs også Kreativ proces hjælper psykisk sårbare borgere – leverer til kunstudstilling

- Det her er en voldsom administrativ belastning, som vi bliver pålagt, og som vi formodentlig får meget lidt ud af som samfund, siger Thorkild NB Nielsen, der er formand for Danske Gallerier og som selv ejer et galleri i Viborg.

- Det er selvfølgelig noget, vi skal vænne os til. Vi skal også opbevare de her data, og fem år senere skal vi slette dem igen, fortsætter han.

Udover at den nye lov giver galleriejerne en øget arbejdsmængde, mener formanden også, at det er en skrøne, at kunstkøb bliver brugt til at hvidvaske penge. 

- Jeg har ikke hørt et eneste eksempel på det. Som i overhovedet ikke, siger formanden for Danske Gallerier.

Spredt begejstring for loven

På kunstmessen Art i Herning var der både dem, der var for og imod den nye lov.

- Det synes jeg egentlig er helt fint, hvis man kunne stoppe det. Det kunne jo godt være sorte penge, man købte kunst for, siger Ole Knudsen fra Hobro.

Jeg har ikke hørt et eneste eksempel på det. Som i overhovedet ikke.

Thorkild NB Nielsen, formand, Danske Gallerier, Viborg

- Nu er kunstverdenen ikke kendt for noget med sorte penge. Så jeg tror slet ikke, det er et problem, siger Lise Thilo fra Aarhus.

Også Peter Stensgaard fra Gallerie Helth på Christianshavn mener, at der er gode grunde til ikke at mistænke danskerne for at ville hvidvaske penge gennem kunstkøb.

- Danmark er lige kommet på listen over de mindst korrumperede lande i verden, så det er et spørgsmål, om det har relevans her. Men med de bankskandaler, der har været med hvidvask, skal vi jo interessere os for det, siger Peter Stensgaard fra Gallerie Helth på Christianshavn.

Loven er nemlig blevet vedtaget efter en række hvidvaskningsskandaler. Loven gælder i hele EU.

01:45

Landets galleriejere har fået panderynker og ekstra arbejde. Det skyldes en ændring af hvidvaskloven, som trådfte i kraft for 2 uger siden og skal dæmme op for kriminelles køb af kunst og finansiering af terror.

Luk video