Hver 10. butik i de små byer er lukket

De seneste syv år har været særdeles hårde for antallet af landsby-butikker. Hver tiende butiksejer har nemlig måtte opgive og dreje nøglen om.

Brugsen i Rødding var én af de mange landsby-købmand, som led den hårde skæbne at måtte lukke.
Brugsen i Rødding var én af de mange landsby-købmand, som led den hårde skæbne at måtte lukke.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

I de mindre danske byer er 676 små butikker forsvundet på syv år. Det svarer til, at hver 10. butik på landet har drejet nøglen om. Det viser nye tal fra Erhvervsstyrelsen.

I oktober sidste år fortalte TV MIDTVEST om LokalBrugsen i Rødding udenfor Viborg, som måtte erkende, at økonomien ikke længere var til at fortsætte. Her fortalte brugsuddeler Trine Kjeldsen følgende:

- Jeg synes, det er megaærgerligt, at man ikke har valgt at støtte op. Men der er ikke noget at gøre ved det, for borgerne i byen må have taget et valg om, at de ikke synes, det er nødvendigt, at den er her.

De nyeste tal viser, at 676 ud af i alt 6749 små butikker i de mindre byer forsvandt på syv år. Til sammenligning var det kun 63 mindre butikker, der lukkede i landets større byer.

Regeringen vil endnu engang liberalisere lukkeloven

De nye tal er baseret på en udregning, som Erhvervsstyrelsen har lavet i forbindelse med den ændring af lukkeloven, som regeringen har foreslået.

Regeringen kom i januar med et udspil, der foreslog, at lukkeloven skulle liberaliseres yderligere. Regeringen lagde dermed op til, at der fremover også må holdes åbent på helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag samt efter klokken 15.00 på nytårsaftensdag.

Det blev i dag diskuteret på et samråd.

- Jeg er ligeså bekymret for butiksdød, som alle andre er, men jeg tror ikke, det er lukkeloven, der er skyld i det. Jeg tror, det handler meget mere om, at der er forbrugere, som ikke bruger de lokale butikker i høj nok grad. Derudover er der en stigende E-handel, som ikke holder lukket de dage, som butikkerne gør, siger Erhvervsminister Rasmus Jarlov.

Lukkeloven blev liberaliseret tilbage i 2012. Her blev det lovligt for butikker at holde åbent alle ugens dage med undtagelse af helligdage.

Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er imod, at Regeringen endnu engang vil liberalisere lukkeloven. S mener, at argumentet om E-handel ikke holder i praksis.

- Ministeren lever i sådan en københavner-verden, hvor han tror, at man bare kan bestille det hele på nettet, men det kan man jo slet ikke ude i landdistrikterne. Der kan man jo ikke for leveret de der ting fra Nemlig.com. Der er også postvæsen derude, men jeg nu nok, at mælken bliver rimelig sur, hvis man sender en liter mælk med postvæsnet, siger Thomas Jensen.

10:19
I december sidste år sendte TV MIDTVEST et indslag om Brugsen i Rødding.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST