Hospitalsafdeling har succes med nyt introforløb: Nu bliver de nyansatte i jobbet

En afdeling på Regionshospital Viborg har fået succes med at fastholde nyansatte sygeplejersker, efter afdelingen har ændret sit introduktionsforløb.

2:38
Caroline Møller (th.) og hendes to kollegaer er alle nyuddannede og ansat på ortopædkirurgisk afdelingen inden for de sidste to år.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

Der mangler sygeplejersker i sundhedsvæsenet som aldrig før, og samtidig flygter mange fra faget, fordi presset er for stort. Men på Regionshospitalet Viborg har ortopædkirurgisk afdeling nu fået vendt skuden og fastholder de sygeplejersker, de ansætter.

Det seneste år har afdelingen kørt med et såkaldt onboarding-koncept, der indebærer, at nyansatte får en grundig oplæring, en personlig mentor og løbende medarbejdersamtaler. Og det har betydet, at de nye sygeplejersker på afdelingen bliver i deres job.

Caroline Møller kan sagtens se sig selv blive på ortopædkirurgisk afdeling også om fem år.
Caroline Møller kan sagtens se sig selv blive på ortopædkirurgisk afdeling også om fem år.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

En af dem, der har været gennem det nye opstartsforløb, er Caroline Møller. Efter hun afsluttede sin uddannelse for 14 måneder siden, blev hun ansat på ortopædkirurgisk afdeling, og det er hun glad for.

- Der er stor forskel på at være i praktik som studerende på 6. semester og have en enkelt patient til lige pludselig at skulle stå på egne ben, men her er der bare altid nogen, der griber en, siger hun.

Introforløb skal rulles ud andre steder

Ud af de nyansatte sygeplejersker på ortopædkirurgisk afdeling i Viborg, der blev ansat fra 2018, har 80 procent sagt op, men efter introduktionen af det nye onboarding-koncept i 2021 har ingen af de syv nyuddannede ansatte sagt op.

- Den her mangel på sygeplejersker sætter tingene i perspektiv, og vi kan se, at vi er nødt til at gøre det her på en ny måde, siger Susanne Nygaard Nielsen, der er afdelingssygeplejerske.

Afdelingssygeplejerske Susanne Nygaard Nielsen har løbende samtaler med de nyansatte medarbejdere for at give dem den bedste start.
Afdelingssygeplejerske Susanne Nygaard Nielsen har løbende samtaler med de nyansatte medarbejdere for at give dem den bedste start.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

Og det har været den helt rigtige beslutning at ændre på måden, afdelingen tager imod nye sygeplejersker på, mener hun.

- Umiddelbart har vi ikke råd til at lade være, fordi den omsætning i medarbejdere, der tidligere har været, betyder, at vi har skulle starte forfra mange gange, så den investering, vi har lavet, tænker jeg, vi får mangefold igen, siger Susanne Nygaard Nielsen.

Planen er nu, at onboarding-konceptet skal rulles ud i hele Hospitalsenhed Midt, som dækker Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive.

Nyuddannede tvivler på faget

Ifølge Dansk Sygeplejeråd er der på landsplan cirka 4700 ledige stillinger til sygeplejersker. Samtidig viser forskning fra VIA University College, at mere end hver fjerde nyuddannede sygeplejerske tvivler på, at de stadig er i faget om fem år.

Vibeke Røn Noer, der er forskningsleder ved VIA University College, peger på sygeplejerskernes arbejdsvilkår og rammer som et område, der skal forbedres.
Vibeke Røn Noer, der er forskningsleder ved VIA University College, peger på sygeplejerskernes arbejdsvilkår og rammer som et område, der skal forbedres.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST

Og det er ikke, fordi de nye sygeplejersker føler, de har valgt den forkerte uddannelse, fortæller forskningsleder og Ph.d. Vibeke Røn Noer.

- Mange af de sygeplejersker, jeg møder i min forskning, har et dybfølt ønske om at være sygeplejersker. De vil virkelige gerne sygeplejen, men hvis vi ikke får ændret på de vilkår og rammer, de har for at udøve sygepleje, så forsvinder de ud af faget. Og det gør de hurtigere, end vi kan nå at uddanne nye, siger hun.

På ortopædkirurgisk afdeling i Viborg glæder de sig over, at de nu har succes med at fastholde deres nyansatte, men medarbejderne løber stadig stærkt. Der mangler nemlig stadig seks sygeplejersker for at nå op på den normale normering.