Horsens snyder VFF for premieresejr

Viborg FF var tæt på at få en drømmestart i 1. division. Men dybt inde i dommerens tillægstid hamrede Horsens udligningen ind.

ThomasDalgaard.jpg

Det var så tæt på, som det overhovedet kunne komme, at Viborg FF havde fået den perfekte start på vej tilbage mod Superligaen. Men Superliganedrykkerne blev snydt i sidste øjeblik, da Troels Kløve med et drøn af et langskud dybt, dybt inde i dommerens tillægstid snød Viborg FF for premieresejren. Dermed måtte Viborg FF tage til takke med 1-1.

I det 63. minut havde Alexander Stankov ellers resolut banket Viborg i spidsen. VFF var uden sidste sæsons Superliga-topscorer, Thomas Dalgaard, der kun er få detaljer fra et klubskifte. Forlydender vil vide, at hollandske Heerenveen er klar med en tre-årig kontrakt til den 30-årige angriber. Dalgaard var selv til stede på Viborg Stadion i dag, og her fangede vores reporter, Katrine Fuglsang, angriberen. Og over for hende bekræftede Thomas Dalgaard, at han er tæt på et klubskifte.

- Jeg ligger i forhandlinger med en klub, og det er ret tæt på. Der er ikke noget, der er faldet på plads endnu, men det håber jeg, det gør inden for de næste par dage, siger Thomas Dalgaard.

Han vil ikke bekræfte, at der er tale om hollandske Heerenveen. Men han forventer og krydser fingre for, at han snart er fortid i VFF.

- Det er det, der er planen for klubben. At jeg kan tage det næste step, og at klubben måske også kan få nogle penge. Ja, det kan blive en win-win situation, understreger Dalgaard.