Højrenationalister demonstrerer lørdag i Skive og Viborg

Lørdag er der højrenationalistisk demonstration i Skive og Viborg. I Viborg er moddemonstranter klar.

Demonstration
Foto: arkivfoto

Det højrenationalistiske Danmarks Nationale Front (DNF) har til Midt- og Vestjyllands Politi anmeldt demonstrationer i Skive og Viborg. Det foregår lørdag.

Demonstrationen begynder i Skive kl. 11.30 på Resenvej og fortsætter ad Nørregade, Adelgade og Søndergade til stationen, hvorefter de højrenationalistiske demonstranter tager toget til Viborg. Herfra går turen fra banegården ad Jernbanegade via Sct. Mathiasgade til Domkirkepladsen, hvor det hele slutter kl. 17.

Også moddemonstration i Viborg

På Hjultorvet i Viborg har borgergrupper anmeldt to moddemonstrationer. Den ene, Demonstration imod DNFs march i Viborg, foregår kl. 10-12.30, mens den anden, Bekymrede viborggensere mod nazisme, er fra kl. 12.30 til 14.30.

Ifølge den venstreorienterede, antifascitiske researchgruppe, Redox, er DNF primært til stede i Nordsjælland, men har også en mindre fraktion i Skive. Redox betegner i øvrigt DNF som nazister, mens gruppen selv anser sig som et aktivistisk, højrenationalt initiativ.

Ifølge DNF's folk i Skive har organisationen meddelt politiet, at de alligevel ikke vil demonstrere lørdag. Man afviser dog ikke, at der vil finde en demonstration sted, men i et andet regi end DNF.