Hjemmerøvere truede med kniv og gasbrænder

En 19-årig blev lørdag som den femte fængslet i en sag om hjemmerøveri. En mistænkt er stadig på fri fod.

En 19-årig mand, som i et stykke tid har været efterlyst i forbindelse med et hjemmerøveri i Viborg, meldte fredag sig selv til politiet.

- Han vidste, at han var eftersøgt og valgte så at melde sig selv, fortæller Jens Claumarch, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Lørdag blev den 19-årige varetægtsfængslet i et grundlovsforhør. Dermed sidder i alt fem mænd fængslet i sagen.

- Han nægter sig skyldig, men kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten, siger Mette Møller, der mødte i retten for anklagemyndigheden.

- Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, da vi mener, at der er yderligere en gerningsmand på fri fod. Derfor kan jeg ikke sige mere om, hvad der kom frem, fortsætter hun.

Hjemmerøveriet fandt sted tidligt om morgenen den 8. marts i Viborg. Her trængte en gruppe mænd ind i en lejlighed, hvor de truede en mand og en kvinde med en kniv og en gasbrænder.

Den 22-årige mand blev snittet overfladisk på fingeren og overarmen under røveriet.

Gerningsmændene slap ifølge afsted med både telefoner, computer samt mærketøj og sko. Det drejer sig om mærker som Gucci og Louis Vuitton, som offeret netop havde sat til salg på de sociale medier.

I forvejen sidder fire mænd fængslet i sagen. Ved lørdagens grundlovsforhør blev den 19-årig varetægtsfængslet til den 27. april, så hans varetægtsfængsling udløber samtidig med de andre fængsledes.

/ritzau/


Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien 112.