HF-uddannelser skaber splid i Viborg Kommune

Der er strid om endnu en HF-uddannelse på Viborg-egnen. Bjerringbro Gymnasium vil ligesom Viborg Gymnasium kunne tilbyde den uddannelse.

Gymnasium
Foto: TV MIDTVEST

I Viborg Kommune er de vilde med HF-uddannelsen. I hvert fald vil de i Bjerringbro gerne have kommunens tredje af slagsen. Det skaber nu strid på Viborg-kanten. På Viborg Gymnasium og HF frygter rektor nemlig, at det kan blive et problem, hvis endnu en HF-uddannelse bliver en realitet.

- Det kræver en vis elevmængde at fastholde et godt arbejde omkring det her. Sådan så man kan være sikker på, at de elever, der kommer, også får de tilbud, som de egentlig er stillet i udsigt, siger Mads Fjendsbo, der er rektor på Viborg Gymnasium og HF.

Bjerringbro Gymnasium har netop søgt ministeriet om lov til at oprette en ny HF-uddannelse, selvom de to eksisterende begge har plads til flere elever. På det lille gymnasium i Bjerringbro er de dog ikke nervøse. Her mener de, at flere unge vil vælge HF, når adgangskravene til det almene gymnasium bliver skærpet.

- Det er helt nødvendigt, at Bjerringbro Gymnasium også får en HF. Det vil være med til at sikre byen, området og skolen. Det hænger jo sammen, siger rektor på Bjerringbro Gymnasium, Dorte Gade.

Flere HF-uddannelser, tak

Gymnasiet får opbakning fra borgmesteren. Han mener, at der er plads til HF i både Viborg og Bjerringbro.

- Der er 25 kilometer imellem de to gymnasier, så der anser jeg ikke for at være konkurrence. Det er ikke et spørgsmål om enten eller. Det er for mig at se mere et både og, siger borgmester i Viborg Kommune, Torsten Nielsen (K).

På gymnasiet i Viborg har de allerede forsøgt at indrette HF efter fremtidens krav.  Eleverne kan vælge mellem forskellige pakker af fag. Rektoren frygter nu færre valgmuligheder.

- Jeg har ikke noget imod konkurrence, men det handler også om, at der skal vær en tilpas kvalitet i det arbejde, som bliver leveret.

I første omgang skal Region Midtjylland vurdere ønsket om en HF-uddannelse i Bjerringbro. Regionen laver så en indstilling til undervisningsministeriet.

1:58
Bjerringbro Gymnasium forsøger at få HF. Rektor i Viborg frygter at det vil udvande uddannelsen.