Henrik kan miste 80 procent af sine kartoffelmarker, fordi kommunen vil beskytte grundvandet

Viborg Kommune har strammet kravet til indholdet af nitrat i deres grundvand, og man vil derfor begrænse dyrkningen af jord flere steder.

2:27
Henrik Nordestgaard Jespersen har været kartoffelavler i mere end 40 år.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Det er kommunernes opgave at lave indsatsplaner i områder, hvor grundvandet skal beskyttes, og her går Viborg Kommune stramt til værks. 

For nu kan dyrkning af jorden blive begrænset flere steder i kommunen i forsøget på at beskytte grundvandet.

Henrik Nordestgaard Jespersen fra Karup er en af dem, der bliver ramt. 80 procent af hans jord står til at blive omfattet, og bliver det en realitet, så kan hans dage som kartoffelavler være talte.

- Det har jeg det skidt med. Jeg er kartoffelavler helt ind i blodet og har arbejdet med kartofler i over 40 år, så det vil jeg være ked af ikke at skulle arbejde med i fremtiden, siger kartoffelavleren.

80 procent af hans jord ligger få kilometer fra Karup Vandværk. Et område hvor grundvandet nu skal særligt beskyttes, fordi værdien af nitrat i vandet er for høj.

- Jeg mener ikke, at vi har problemer med grundvand i dag i forhold til nitrat og pesticider. Jeg føler, det er en politisk varm kartoffel, mener Henrik Nordestgaard Jespersen.

Ny grænse er fem gange så lav som EU-kravet

Kartoffelavleren og en række andre landmænd undrer sig over, at Viborg Kommune har fastsat en nitratværdi på 5-10 milligram per liter vand, når EUs minimumskrav lyder på 50 milligram.

- Det er underligt, at den kommune, som jeg bor i, strammer så voldsomt op uden yderligere information. Det giver ikke mening, siger Henrik Nordestgaard Jespersen.

Det er dog ikke fordi, kartoffelavleren ikke går op i grundvandet.

- Jeg tror ikke, du finder landmand, der ikke gerne vil passe på grundvandet. Det er bare ud fra en faglig perspektiv. Hvorfor gå så meget op i en kommune?, siger han.

Det har byrådsmedlem og medlem af Klima- og Miljøudvalget Birthe Harritz (Soc. Dem.) dog svaret på.

- Det er rigtig vigtigt, at man passer på med nitrat. Der en mange valide undersøgelser, der viser, at det kan være kræftfremkaldende.

- Vi kunne godt have sat grænsen højere op, men jeg er meget tilfreds med, at den er sat på 10 milligram, siger hun.

Vil blive kompenseret for sit tab

Birthe Harritz regner stærkt med, at grænserne for indholdet af pesticider i grundvandet kan blive endnu lavere i fremtiden. Det betyder dog ikke, at landmænd som Henrik Nordestgaard Jespersen ikke får kompensation for deres jord.

- Der kommer andre ting man måler for og strammere regler i fremtiden. Men det skal følges op med, at menneskene, det går udover, får dækket deres økonomiske tab, siger byrådsmedlemmet.

Henrik Nordestgaard Jespersen har sendt et høringssvar til kommunen, og han håber, at det kan rokke lidt ved deres beslutning. Hvis ikke kan han ende med at skulle sælge sin ejendom.

- Jeg ved ikke, hvor jeg står. Kravet til pesticider kan også nå så langt, at jeg ikke kan være konventionel landmand, og så kan jeg ikke have en kartoffelmark, som jeg har nu, siger han.

Henrik Nordestgaard Jespersen mødes i aften med 70 andre landmænd og foreningen Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse for at drøfte sagen.