Helle nægter at lade stå til - samler ind midt i sin kemobehandling

54-årige Helle Bach fra Viborg fik i sommer konstateret brystkræft, men det afholder hende ikke fra at samle penge ind til en vigtig sag.

2:09
Helle Bach har allerede samlet 60.000 kroner ind til Kræftens Bekæmpelse.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Knæk Cancer-ugen er i fuld gang rundt i hele landet. Og på trods af at Helle Bach har travlt med sin egen kemobehandling, så sætter det ikke en stopper for, at hun gerne vil donere penge til en god sags tjeneste.

Helle Bachs oplevelse på hospitalet under sit sygdomsforløb har været positiv og effektiv, og derfor vil hun gerne samle penge ind, så der fortsat er gode oplevelser ved behandlingen for andre, og at flere bliver reddet.

Kreative løsninger

Helle Bach ejer tøjforretningen ’Vanilia’ i Viborg, men i øjeblikket er hun ikke så meget i butikken. Det skyldes dog ikke manglende kræfter.

- Det er fordi, jeg ikke kan tåle alle de bakterier. Og sådan er det også, når jeg skal til fester. Hver gang der er over 10 personer, så kan jeg ikke komme med. Og jeg elsker fester og at snakke, siger hun.

Men når nu ikke Helle Bach kan være i tøjbutikken så ofte under hendes kemoforløb, så har hun valgt at tænke i nye løsninger. For behandlingen skal ikke forhindre hende i at bruge sit snakketøj.

I baglokalet til forretningen har hun nemlig opsat lys og kamera, så hun kan snakke og fremvise tøjnyheder til alle hendes kunder gennem de sociale medier.

- Jeg laver live, og jeg laver alt muligt, og på den måde har jeg mange mennesker omkring mig. Jeg elsker det. Og jeg har noget af leve for, fortæller Helle Bach.

I sommer fik Helle Bach fjernet sin kræftknude i brystet, og hun er netop i gang med en kemokur en gang om ugen. 

I tøjbutikkens baglokale præsenterer Helle Bach og en kollega tøj til kunderne gennem sociale medier som Facebook og Instagram.
I tøjbutikkens baglokale præsenterer Helle Bach og en kollega tøj til kunderne gennem sociale medier som Facebook og Instagram.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Allerede indsamlet 60.0000

Helle Bach har selv sygdommen tæt på sig, og det er en af grundene til, at hun gerne vil bidrage til Knæk Cancer ugen, så mange flere kræftpatienter kan reddes.

Og allerede har indsamlingen rundet 60.000 kroner. Og det beundrer formanden for Kræftens Bekæmpelse i Viborg.

- Det, at Helle kan finde overskuddet til det midt i sin behandling og kaster så mange kræfter ind i det, det er ganske enestående. Men altså, hvis nogen skulle gøre det, så skulle det også være Helle. Hun har så meget energi og power, siger formanden Katrine Fusager Rohde.

Helle Bach har fået virksomheder til at sponsorere præmier, som kunderne kan vinde ved at donere penge til indsamlingen. Det er alt fra vinterdæk, gavekort, blomster og til et maleri, som kunderne kan vinde. Og det betyder meget for Helle Bach, at virksomheder vil hjælpe hende.

- Jeg er sindssygt glad, og hvis jeg ikke lige havde fået kemo, så kunne jeg nok godt gå rundt til endnu flere for at høre, om de også ville sponsorer noget til indsamlingen, siger hun.

Helle Bachs indsamling slutter torsdag aften klokken 00.00. 

Helle Bach og formanden for Kræftens Bekæmpelse i Viborg Katrine Fusager Rohde står ved nogle af de sponsorerede gaver.
Helle Bach og formanden for Kræftens Bekæmpelse i Viborg Katrine Fusager Rohde står ved nogle af de sponsorerede gaver.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST