Håndboldklubber søger partnere

Store ambitioner og stram økonomi får flere håndboldklubber til at overveje fusion eller tættere samarbejde. Fusion er ikke et fyord for direktøren i Team Tvis Holstebro.

061212_TTH.jpg

Der er måske fusioner eller i hvert fald meget tættere samarbejder på vej mellem flere midt- og vestjyske håndboldklubber.

For direktøren i Team Tvis Holstebro, Jacob Jørgensen, er fusion ikke et fyord. Han fortæller, at klubben igennem en årrække har sonderet terrænet for at finde det perfekte match til et tættere samarbejde eller en fusion.

Team Tvis Holstebro har både et hold i mændenes og kvindernes håndboldliga, og klubben drømmer om at være med helt fremme både i Danmark og på europæisk plan - og det kræver flere penge.

- Vi har selvfølgelig nogle ideer til, hvordan sådan noget kan se ud med Holstebro-briller, og det er ikke noget med, at vi bare vil tvære alt andet. Men omvendt har vi også nogle ting, som er vigtige for os at få med i et samarbejde eller en fusion, et samarbejde eller hvad det nu kan være, siger Jacob Jørgensen.

Viborg undersøger alliancer

Viborg HK har ligesom Tvis Holstebro også to ligahold, og her taler formand Ove Kloch ikke om fusion, men nøjes med at bruge ordet alliancer.

- Der er ingen forhandlinger på nuværende tidspunkt, men vi sidder og kigger på den strategi og de hjælpemidler, vi skal have for at sikre, at der stadig er håndbold på eliteplan her på egnen, siger Ove Kloch.

VHK-formanden fortæller, at klubben vil fortælle om en ny kurs for klubben efter generalforsamlingen senere på måneden.

For Jacob Jørgensen er det afgørende at handle af lyst og ikke af tvang. Han vil hellere være med til en positiv fusion eller samarbejde fremfor at komme i en situation, hvor klubberne er tvunget til at gå sammen.

 

TV 2s håndboldekspert Bent Nyegaard mener, at det er oplagt for de lokale håndboldklubber at gå sammen. Se interview med ham her:

2:01
Bent Nyegaard om haandboldfusioner