Håndbold: Korsbåndsskade koster Viborg-profil lang pause

Den unge bagspiller Laura Damgaard blev skadet i lørdagens kamp mod EH Aalborg - nu har hun fået dommen.

Laura Damgaard er i gang med sin første sæson i Viborg HK.
Laura Damgaard er i gang med sin første sæson i Viborg HK.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

En af profilerne på Viborg HKs ligahold, Laura Damgaard, er sat ud af spillet i op til et halvt år på grund af en alvorlig skade.

I lørdagens hjemmekamp mod Aalborg fandt den 23-årige bagspiller uheldigt ned efter en scoring, og en scanning har nu vist, at det bagerste korsbånd i højre knæ er beskadiget.

Dermed venter der hende en pause på fire til seks måneder, oplyser klubben i en pressemeddelelse.

- Vi håber, at Laura kommer endnu stærkere tilbage. Hun er en rigtig vigtig brik i vores angrebsspil og har spillet godt for os indtil nu. Hun er rekrutteret præcis til at kunne løse nogle af en-mod-en opgaverne og skabe overtal, og det har hun været dygtig til i den indledende fase, siger cheftræner Jakob Vestergaard.

Han understreger, at klubben vil løse udfordringen med de spillere, der allerede er i truppen.

- Vi kan desværre ikke ændre på det skete, og nu er der andre spillere, der må trække et lidt større læs. Vi skal have Line Haugsted helt op i gear, og så kommer Carin Strömberg og Kristina Jørgensen til at spille mere på playmakerpladsen, siger cheftræneren.

Laura Damgaard er i gang med sin første sæson i den grønne Viborg-trøje. I sidste sæson spillede hun for EH Aalborg og blev samlet topscorer i grundspillet i kvindernes liga. 

Viborg HK vandt tirsdag aften på udebane over København Håndbold og ligger nu på ligaens fjerdeplads - to point efter førerholdet Team Esbjerg. 

2:10
Laura Damgaard blev skadet i weekendens hjemmekamp mod EH Aalborg. Se indslag fra kampen her.