Guld til Viborg: Stort fokus på mænds sundhed

Viborg Kommune bliver for tredje gang anerkendt som en kommune, der har særligt fokus på sundhedstilbud til mænd.

Viborg Kommune har haft stor succes med deres "Rigtige Mænd"-forløb.
Viborg Kommune har haft stor succes med deres "Rigtige Mænd"-forløb.
Foto: Viborg Kommune

Viborg Kommune er blandt de bedste i landet, når det kommer til at sætte fokus på mænds sundhed.

Kommunen er som én ud af ni kommuner blevet udnævnt som en såkaldt "guldkommune" af Forum for Mænds Sundhed. Kåringen kommer på baggrund af en række tiltag målrettet mænd, der arrangeres af Viborg Kommune og andre aktører i kommunen.

- Vi kan se på tallene, at mænds sundhed generelt halter efter kvinders, og derfor vil vi igennem en række tiltag forsøge at skabe mere lighed i sundheden, siger Dennis Krogsdal Laursen, der er sundheds- og forebyggelseskonsulent i Viborg Kommune.

For at blive udnævnt som guldkommune er der en række indsatser, man skal leve op til. Blandt andet skal der være sundhedstilbud rettet mod mænd og et link til www.tjekdigselvmand.dk, hvor mænd kan blive klogere på, hvordan de skal tolke forskellige symptomer.

Men en ting er at have tilbuddene på plads, en anden ting er at gøre dem overskuelige. Det har de forsøgt at gøre inde på Sundhedscenter Viborg, hvor der er oprettet en afdeling, der kun er for mænd. Her kan man finde alt lige fra grupper for kræftramte mænd til madlavningskurser.

- Det vi har fået særlig ros for, er vores oversigt over de forskellige tilbud. Det kan nemlig være ret svært at finde ud af, hvilke muligheder man har, hvis man bare går ind og leder for sig selv, siger Dennis Krogsdal Laursen. 

Inspireret af Silkeborg Kommune

Viborg Kommune kan dog ikke tage hele æren for at have lavet en overskuelig oversigt over de forskellige tilbud til mænd. Man har nemlig været i tæt samarbejde med en anden midtjysk guldkommune i form af Silkeborg. 

- Vi har fået inspiration fra Silkeborg, der i mange år har været førende på området. De har gjort sig nogle grundige overvejelser i forhold til kommunikationen på området, og vi er i kontakt med dem for at hjælpe hinanden med at blive endnu bedre. 

Mens de to nabokommuner altså scorer guld, så er det lidt mere blandet i resten af det midt- og vestjyske. 

Du kan se, hvordan din kommune klarer sig på sundmandkommuner.dk.

2:34
I 2019 besøgte TV MIDTVEST et af de tilbud, som Viborg Kommune tilbyder. Du kan se indslaget her.