Grov mishandling af ung kvinde: Blev slået, bidt af en hund og nægtet toiletbesøg

En 23-årig kvinde blev i flere dage mishandlet i Højslev. Tre mænd og en kvinde er anholdt i sagen.

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En kvinde på 23 år er igennem længere tid blevet holdt fanget og mishandlet på en adresse i Højslev ved Skive.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet skriver, at kvinden blev udsat for grov vold, trusler og ydmygende behandling. 

- Hun er bl.a. blevet slået, taget kvælertag, skudt med en paintball pistol, bidt gentagne gange af en hund samt nægtet adgang til mad og toiletforhold, står der i pressemeddelelsen.

Fire personer - tre mænd på 23, 25 og 27 år og en kvinde på 18 år - er anholdt i sagen. Den 27-årige har ifølge politiet haft et forhold til offeret.

Stod på over flere dage

De fire bliver mandag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Anklageren vil bede om at få lukkede døre, og derfor ønsker politiet i øjeblikket ikke at udtale sig nærmere om sagen.

Efterforskningsleder Christian Toftemark bekræfter dog over for tvmidtvest.dk, at mishandlingen stod på over flere dage. 

Da sigtelsen blev læst op i grundlovsforhøret, fremgik det, at mishandlingen stod på fra den 1. til den 17. marts.

Politiet modtog en anmeldelse om sagen søndag klokken 9.19. Det har ikke været muligt at få oplyst, om det lykkedes kvinden selv at slippe fri.

Midt- og Vestjyllands Politi vil gerne i kontakt med personer, der måtte have oplysninger om sagen. Det kan ske på telefon 114.

01:15

Ifølge politiet blev en 23-årig kvinde udsat for vold og blev holdt fanget i sit eget hjem 17 dage.

Luk video