Gravid Rikke Skov er ude hele sæsonen for Viborg HK

Viborg HK-veteranen er i lykkelige omstændigheder og kommer ikke på banen i den kommende sæson.

vhk_rikke_skov.jpg
Foto: TAKE ONE photo

Tilskuerne i Primo Tours Ligaen i håndbold kommer til at spejde forgæves efter Rikke Skov i den kommende sæson.    
Den 35-årige Viborg HK-spiller er dog ikke skadet, hun er tværtimod i lykkelige omstændigheder, idet hun er gravid og skal føde næste forår.
    
- Jeg er super lykkelig over at være blevet gravid. Det tror jeg alle, der ønsker at være gravide, er. Samtidig har jeg også den der følelse, at nu kan jeg ikke længere hjælpe holdet, siger Rikke Skov til Viborg Stifts Folkeblad.
    
Hun har tidligere prøvet at være ude i lang tid, men det har været på grund af skader.
    
- Den pakke kender jeg godt. Jeg har før siddet uden for (ved to korsbåndsskader, red.) i en hel sæson, og nu har jeg en lykkelig grund til ikke at være med. Så derfor er det faktisk nemmere denne gang, siger Rikke Skov.
    
Hun sagde i foråret stop for karrieren på landsholdet. Her nåede hun at spille i 16 år og var blandt andet med til at vinde OL-guld i Athen i 2004.    
Rikke Skov ser umiddelbart ingen grund til, at hun ikke kan spille videre efter fødslen.
    
- Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan jeg efter graviditeten har det med håndboldlysten, men fysisk er der ikke noget til at forhindre, at jeg kan spille efter en fødsel, siger hun.
    
Viborg træner, Allan Heine, ser på det rent sportslige plan Rikke Skovs fravær som et stort tab for klubben.
    
- Alle kunne se, hvor stor en betydning hun havde for os i sidste sæson. At miste en karakter som Skov på banen, det er et enormt tab. Så det bliver også spændende at se, hvordan vi tackler det, når sæsonen er i gang. Jeg er ganske sikker på, at de store talenter, vi har hentet til, kan formå at løfte opgaven, men hun efterlader et tomrum, siger Allan Heine.

    
/ritzau/