To gode nyheder for pressede Viborg HK

Efter en turbulent tid for Viborg HK, var der onsdag to gode nyheder for den pressede klub. Fordoblet aktiekurs og annoncering af ny cheftræner. (Arkivfoto)

viborg-HK-Logo_0.jpg

Den økonomisk pressede håndboldklub Viborg HK har oven på påskeferien kronede dage på det danske aktiemarked, hvor klubbens aktie er steget voldsomt i værdi.

Det er sket, efter at finanshuset Hellerup Finans, der desuden er hovedsponsor i 1. divisionsklubben Lyngby, har købt stort ind i håndboldklubben, skriver Ritzau Finans.    

Tirsdag steg Viborgs aktie knap 30 procent, hvilket skete i forlængelse af, at Hellerup Finans købte 33.523 aktier i selskabet.   

Onsdag fortsatte den markante fremgang, hvor Viborg-aktien steg omkring 60 procent. Igen var det Hellerup Finans, der købte ind - denne gang 103.204 aktier.  

Det betyder, at Hellerup Finans nu ejer en fjerdedel af alle aktierne i Viborg. Aktien er også blevet handlet af andre investorer og er steget til det dobbelte siden niveauet før påske. Nu er en aktien omkring ni kroner værd.    

Ny cheftræner i VHK

Stigningen kommer oven på nyheden om, at klubben har ansat 35-årige Allan Heine som ny cheftræner for klubbens kvindehold fra den kommende sæson.   

Trods den massive kursudvikling har den jyske håndboldklub dog en forholdsvis beskeden markedsværdi på lidt over fem millioner kroner ifølge Bloomberg News.    

Viborg er i store økonomiske vanskeligheder og måtte tidligere på året nedjustere forventningerne til årets resultat, så klubben nu venter et underskud på fem-otte millioner kroner i regnskabsåret 2014/2015.   

Ud over de økonomiske kvaler har der også været en større udskiftning i medarbejderstaben i løbet af den seneste tid.    

Viborg har blandt andre sagt farvel til direktør Nikolai Norup, mens der også har været uro på den sportslige front, hvilket førte til fyringen af Christian Dalmose som træner tidligere på sæsonen.   

/ritzau/