Genoptræning under vand og på fire ben: - Alfa har en kæmpe fest

Det kan være et sejt træk at komme igennem et genoptræningsforløb. Det ved de godt på Center Dyreklinik i Viborg, og derfor har klinikken anskaffet sig en maskine, der gør det lidt sjovere for de fire-benede patienter.

Sådan ser det ud, når retrieveren Alfa går til genoptræning på Center Dyreklinik i Viborg.

Det er måske de færreste, der lige frem ville hoppe og danse over udsigten til at skulle til genoptræning. Ikke desto mindre er det faktisk sådan, det forholder sig for retrieveren Alfa, for det betyder, at hun får lov til noget, hun rigtig godt kan lide.

Alfa lider af gigt i sine led, og derfor besøger hun jævnligt Center Dyreklinik i Viborg. Klinikken har nemlig anskaffet sig en såkaldt water-walker, der bruges til genoptræning, og som vel nok bedst kan beskrives som et løbebånd under vand.

- Alfa har en kæmpe fest. Man får altid den gladeste modtagelse ude i venteværelset. Hun er heldigvis en stor vandhund af natur, og så er hun ret glad for godbidder, fortæller Mette Norup, der er veterinærsygeplejerske og medejer af Center Dyreklinik i Viborg.

En water-walker kan udover genoptræning bruges til et væld af andre forskellige træningsformål. Det gælder blandt andet hunde, der skal tabe sig og konkurrencehunde, der ønskes i den bedst tænkelige fysiske form. 

- Når hundene går i vand, er det naturligt for dem at løfte deres ben højere, end hvad de normalvis gør. Det gør, at de får aktiveret deres muskulatur på en helt anden måde, end hvis de gik ude på fortovet. Hvis man hælder mere vand i karret, får man aktiveret nogle andre muskelgrupper, fortæller Mette Norup.

Som eksempel nævner hun, at man skal hæve vandstanden, hvis man træner en hund med dårlig ryg. Det gør nemlig, at vandet aflaster hunden i at bære dens vægt.

- På den måde kan man præcisere en træning fuldstændig præcist, fortæller Mette Norup.

- Det betyder enormt meget

Det er halvandet år siden, at klinikken i Viborg anskaffede sig en water-walker. Inden da måtte personalet ud af huset, når de havde foretaget operationen og efterfølgende skulle i gang med genoptræning. 

I dag kan det hele ordnes under samme tag.

- Det betyder enormt meget, fordi vi nu kan tilbyde en bredere vifte af behandlingsmetoder. Vi kan følge dem fra starten af undersøgelsen, gennem operationen og så kan vi så også varetage hele genoptræningsforløbet, fortæller Mette Norup.

Hvert år behandler Center Dyreklinik i Viborg mellem 5.500-7.000 dyr. På trods af at Alfa i følge personalet er en af de mere elskværdige patienter, er det ikke lykkedes os her på TV MIDTVEST at få en kommentar fra hende.

8:50
Center Dyreklinik: I Viborg oplever de nærmest ingen grænser for, hvad vi mennesker vil gøre for at redde vores kæledyr. Derfor er der lavet store investeringer på klinikken.